Mand uden ansigt

Mand uden ansigt

Forfatter: Dennis Jürgensen
Genre: Krimi
Sider: 328
Første sætning: “Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd.”

Forlagets beskrivelse:
“En ung skolelærer og hans elev går på en revle langt ude i Vadehavet, da en tæt, uhyggelig tåge pludselig overrasker dem. De bliver borte fra hinanden, og da vandet begynder at stige, gribes læreren af panik. Et skrig i tågen leder ham på sporet, og da han endelig finder drengen, står han bøjet over et lig. Et ansigt stirrer op fra havbunden. Og de to er ikke alene derude.
Sådan lyder skolelærerens forklaring: En mystisk ansigtsløs skikkelse kom ud af den hvide tomhed og slog ham bevidstløs, og da han vågnede, var drengen væk. Det er ikke første gang, et barn er forsvundet i den lille flække Melum ved den jyske vadehavskyst. Året før forsvandt en seksårig pige, og da Sønderjyllands Politi hverken formåede at finde pigen eller gerningsmanden, bliver der nu hentet eksperter ind udefra. Liget lå i grænselandet, hvilket gør det til en sag for både dansk og tysk politi.

Her på mellem-linjerne starter vores anmeldelser ofte med første sætning i bogen. Sætningen sætter rammen for fortællingen og det vi har opdaget (efter at have haft fokus på mange ‘første sætninger’ efterhånden), er at det faktisk er utroligt interessant at holde øje med den første sætning i en bog. Blot et lille tip givet videre herfra.

“Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd” er den perfekte start på denne krimi og denne uhyggelige tone fortsætter hele bogen igennem. Jeg kan godt afsløre allerede nu, at jeg er vild med denne krimi.

“Mand uden ansigt” er første bog i serien om efterforskerne Lykke Teit & Rudolph ‘Rudi’ Lehmann. Jeg synes ofte det fungerer godt, når hovedpersonerne i en krimi er af hver deres køn. Det giver et godt spændigsfelt. Lykke Teit er den kvindelige hovedperson i bogen. Hun er 34 år gammel og arbejder som kriminalassistent på Københavns Politigård. Lykke har en del at bearbejde i sit personlige liv, så hun vælger den klassiske løsning: Arbejd, arbejd, arbejd. Da hun bliver tilbudt at lede opklaringen på et mord i den modsatte ende af Danmark, takker hun ja muligheden med det samme.
Da mordet er sket ved grænsen, får Lykke hjælp af ‘Rudi’. En 61 årig erfaren politi, som egentlig lever et lykkeligt liv, men som også har sine spøgelser i fortiden.
Hvis I skulle være i tvivl efter denne beskrivelse, skærer jeg det lige ud i pap: Vi har her det perfekte makkerpar. Et makkerpar jeg glæder mig til at følge i kommende bøger.

Da jeg var yngre læste jeg rigtig mange af Dennis Jürgensens bøger, men har ikke læst noget af ham i mit voksenliv. Og det ærgrer jeg mig over lige nu. “Mand uden ansigt” greb mig fra første side og jeg læste den på meget kort tid. Den er letlæselig, som en krimi skal være i min optik, men fastholder læseren på den helt rigtige måde. Jeg var simpelthen nødt til liiiige at læse et kapitel mere hele tiden. Nu sidder jeg så bare og ærgrer mig over at skulle vente på 2’eren.

Jeg kan kun anbefale “Mand uden ansigt” og jeg er ikke bleg for at sige, at det er den bedste krimi jeg har læst i mange år. Klassisk krimi, men virkelig godt skrevet! Og det er dér genren nogle gange mangler det sidste.
Så tak til Dennis Jürgensen for at skrive denne bog og jeg glæder mig til at læse mere.

5 ud af 6 skrivepenne fra mig:


Rikke K

Relaterede indlæg

Krigens logik

Krigens logik

Svar