Forfatter: Louise Kennedy

Udgivelsesdato: 15. oktober 2026

Første sætning: Det var første gang, hun havde talt til en dreng.

15-årige Róisín møder Red for første gang i 1982. Han er et år ældre, tiltrækkende, farlig og uimodståeligt charmerende. På kort tid bliver han hendes bedste – og eneste – ven. Den, hun finder tryghed hos i en verden, hvor hun ellers står alene. Og den, hun kommer til at elske resten af sit liv.

Red kommer på kant med loven og tvinges til at forlade Irland til fordel for London. Nogle måneder senere rejser Róisín efter for at møde sin far, der forlod hende som lille, og den nye familie, han har skabt uden hende. Men også her bliver hun svigtet, og endnu en gang søger hun tilflugt hos Red.

Det bliver begyndelsen på en barsk tilværelse. Róisín flytter ind hos Red i et besat hus i London, hvor han deler tilværelsen med en narkoman og dennes hund samt Barry, der også er kommet fra Irland. Samtidig kæmper overklassepigen Octavia fra nabohuset om Reds opmærksomhed, og Róisín føler sig mere ensom end nogensinde. Langsomt går det op for hende, at Red er ved at miste sig selv til et misbrug, og selvom hun gør alt, hvad hun kan, for at redde ham og føre ham tilbage til livet, er det en kamp, hun næsten ikke har en chance for at vinde.

For Róisín bliver kærligheden til Red efterhånden en altoverskyggende besættelse. Hun klamrer sig til ham, som var han det eneste, der kunne holde hende sammen, og kun i hans nærhed føler hun sig hel. Men nogle gange er kærligheden ikke nok.

”Stationer” er en barsk, men også virkelig smuk fortælling om kærlighed og venskab, om at forlade og blive forladt og om, hvor svært det kan være at tilgive – både andre og sig selv. Men det er også en fortælling om ensomhed, længsel og om at elske et andet menneske så højt, at man næsten glemmer sig selv undervejs.

Jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig, og jeg må indrømme, at der også faldt en tåre eller to undervejs. Især slutningen ramte mig hårdt. Den er barsk og hjerteskærende, men passer på en eller anden måde så godt til resten af fortællingen. Det er en af de bøger, der bliver siddende lidt i én, når man har vendt den sidste side. En historie om kærlighed, der ikke altid er nok, og om de mennesker, man måske aldrig helt slipper, selvom livet går videre.

En virkelig fin og sørgmodig læseoplevelse, som jeg kommer til at tænke på længe endnu.