Rødvin og memoirer

Rødvin og memoirer

Forfatter: Peter A. G. Nielsen

Udgivelsesdato: 26. oktober 2022

Gnags var et af de store lydtæpper til min barndom. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har hørt ”Mr. Swing King”, ”Slingrer ned ad Vestergade” og ”Lygtemandens sang” i bilen med min lillebror og mig skrålende på bagsædet.

I flere år var det reglen mere end undtagelsen, at hele min familie tog til Grøn koncert i sommerferien, hvor jeg husker at Gnags ofte var hovednavnet, der rundede en festlig dag i musikkens tegn af. Mig siddende på min mors eller fars skuldre, rockende og skrålende, mens Peter A.G. dansede rundt på scenen og publikum bølgede som Vesterhavet med armene i vejret – det er gode minder!

Mr. Swing King himself, rimsnedkeren fra Skjern, Peter A. G. Nielsen er aktuel med sine erindringer i bogen ”Rødvin og memoirer” – en titel, som alle, der kender bare en smule til Gnags vil vide, stammer fra sangen ”Når jeg bliver gammel”. Man kan næsten ikke læse titlen på bogen, uden at nynne ”rødvin og memoirer, med de andre gamle i solen”, og på den måde får Peter A. G. sat en stemning og slået en tone an for resten af sin bog. Vi hører hans stemme fortælle, mens vi læser om hans liv.

Peter A. G. beretter på energisk vis om hele sit liv. Fortællingen strækker sig helt fra mødet mellem Peter A. G.s bedsteforældre og frem til dags dato. Vi hører om en barndom, hvor han sammen med bror Jens lavede cirkusforestillinger i haven. En gang havde de strøet savsmuld ud på hele græsplænen, og det endte med, at drengene blev sat til at samle hver et lille stykke smuld op fra plænen, før deres far for alvor tilgav dem. Vi hører om sommerferier ved Vesterhavet, hvor der var tid til at fordybe sig i intetheden og, hvor han lærte at sætte pris på de små, vidunderlige ting, naturen og nærheden mellem mennesker kan tilbyde.

”Rødvin og memoirer” er en fortælling om at være et menneske med en kunstnerisk og kreativ sjæl, som dels gerne vil passe ind, men som også gerne vil udleve sin passion for musik, poesi og det sammenhold og fællesskab, der følger.

”Jeg længes efter at høre til i verden. For jeg elsker at være i den”

Det er et stykke Danmarkshistorie om at være ung i de glade tressere og opleve musik som Beatles og Bob Dylan og blive inspireret af de helt store. Peter A. G. selv synger faktisk ”With a little help from my friends” til en af sine koncerter.

For jeg elsker denne hyldest til venskabet og kærligheden.”

Peter A. G. lægger ikke fingre imellem undervejs i fortællingen og både samfundet og andre kunstnere får bemærkninger og kritik med på vejen.

For eksempel skriver han om et minde fra sin barndom, hvor kimen til hans sociale indignation bliver lagt.

”Danny, Freddy og Tony bor på Fattiggården. Jamen hvorfor kalder man den ikke noget andet? Hvorfor skal de hele tiden udstilles, bare fordi de er fattige?”

Peter A. G. berører naturligvis også samarbejdet med andre kunstnere. Kim Larsen opfører sig respektløst overfor bandet i deres unge dage, og DAD går på røven med touren ”Wig-Wam”, som koster Gnags en stor del af deres opsparing, mens DAD går temmelig omkostningsfrit igennem.

”Svagpissere”

Disse historier, men også det gode samarbejde med Thomas Helmig, bliver uddybet i bogen, men ikke i en bitter tone. Snarere en beretning om, hvad der skete, og hvordan Gnags tog hævn ad rettens vej.

Historien om Gnags, om Genlyd, om sangene, koncerterne, bandet, musikerne og kollektivet, fylder selvfølgelig en stor del af bogen. Og hvor er det hyggeligt at sidde og læse om, hvordan sangen ”Danmark”, som nok er min yndlings-Gnags-sang, blev til.

”Jeg har ladet mig fortælle, at de fleste fædrelandssange er skrevet i udlændingehed, på længsel efter det derhjemme. I hvert fald begynder jeg på vores danmarkssang, mens vi rejser i Indien”

”Rødvin og memoirer” indeholder virkelig mange finurlige vendinger, nostalgiske tilbageblik på tiden, der var og fantastiske historier, der fortæller, hvem personen Peter A.G. er. Jeg var underholdt hele bogen igennem, og sproget er poetisk og ærligt, med de fine sproglige billeder og smukke vendinger, som vi kender fra Peter A.G.s musik.

Jeg giver bogen 6 fjerpenne – og nu skal jeg høre Gnags!

Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Du er her

Du er her

Svar