Valdemarsro: Kager og desserter

Valdemarsro: Kager og desserter

Forfatter: Ann-Christine Hellerup Brandt

Udgivelsesdato: 22.09.2022

Lad det være sagt med det samme – jeg er kæmpe fan af madbloggen Valdemarsro, hvor jeg både henter inspiration til ugens madplan og finder de bedste og nemmeste opskrifter. Vi er vilde med flere af Valdemarsros hverdagsretter, og jeg er især vild med at finde nye ideer til vores ugentlige vegetardag, hvor jeg sandt at sige har haft lidt svært ved at begejstre familien.

Jeg har altid godt kunne lide at bage, men jeg synes ofte, at de gode og lækre kager har det med at kræve virkelig meget forberedelse og opmærksomhed undervejs i processen, og derfor er jeg tit endt ud med at veksle mellem de samme tre-fire forskellige kager.

Apple crumble er altid et hit, og Valdemarsros opskrift med hakkede mandler er super lækker

Men det ændrer sig nu, for Ann-Christine Hellerup Brandt er aktuel med en ny udgivelse: ”Kager og desserter”, som rummer hele 336 sider med opskrifter på lækre og søde fristelser.

Nogen i huset (!!) har spurgt, om jeg ikke bare kunne nøjes med at finde opskrifterne på nettet, for der ligger de jo alle sammen. Og jo – bevares, det kunne jeg da godt NØJES med. Men en gang imellem skal man unde sig selv lidt luksus, og Valdemarsros kogebøger – for jeg har også de andre – er indbegrebet af luksus for mig.

Jeg tager mig selv i at sidde og lade hånden glide over forsiden på bogen, som er bundet ind i hardcover, og jeg nyder at bladre imellem alle de skønne billeder og forestille mig, hvilken kage familien (og jeg selv) skal forkæles med næste gang.

Banoffee Pie med kiksebund, karamel, bananer og flødeskum

Overskuelighed:
Bogen starter med en introduktion til det søde køkken, og Ann-Christine giver tips og tricks til din bagning. Du kan eksempelvis læse om kagepynt, blindbagning og hvordan man deler en kage til lagkagebunde.

Bogen er inddelt i tre overkategorier: Kager, Desserter og Is.
Hver overkategori er delt ind i underkategorier, så man hurtigt kan spore sig ind på, hvilken type af kage eller dessert, man har lyst til at lave. Et par eksempler er skærekager, cheesecakes, trifli, lagkager og cookies.

Derudover er der et kapitel, der handler om kagerester, og selvom der sjældent bliver levnet af kagen herhjemme, så er det skønt med et par opskrifter på træstammer og studenterbrød – sidstnævnte med lækker marcipan i trøffelmassen.

Selve opskrifterne er stillet klassisk op med en todeling af siden med ingredienser på den ene halvdel og fremgangsmåde på den anden, og et smukt billede af kagen eller desserten på den anden side.

Alle kan være med:
Det er vigtigt for Ann-Christine, at alle kan være med i køkkenet, og det afspejles i opskrifterne på både kager, desserter og cookies. Har du mel, smør, sukker og andre basisvarer til kagebagning i huset, så er det få ingredienser, du skal ud at skaffe.

Der er forslag til pynt ved de fleste opskrifter, og ellers er det kun fantasien, der sætter grænser.

Rigtig god fornøjelse i det søde køkken – skriv gerne i kommentarfeltet, hvordan det går med kagebagningen 🙂

Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Dracula – genfortalt

Dracula – genfortalt

Malibu i flammer

Malibu i flammer

Svar