Valget – fra fangenskab til frihed

Valget – fra fangenskab til frihed

Forfatter: Edith Eger

Udgivelsesdato: 13-10-2023, oprindeligt udgivet på engelsk 05-09-2017

Første sætning: “Jeg vidste ikke noget om den ladte pistol, han havde inde under skjorten, men i samme øjeblik kaptajn Jason Fuller trådte ind på mit kontor i El Paso en sommerdag i 1980, trak min mave sig sammen, og det begyndte at prikke i min nakke.”

“Valget – fra fangenskab til frihed” er den stærkeste og mest inspirerende bog, jeg længe har læst, og jeg har haft svært ved at slippe den – både under læsning, men også efter jeg var færdig med bogen. For mig var det en af de sjældne læseoplevelser, hvor bogens personer kommer helt ind under huden på en, og hvor man tager sig selv i at gå og tænke på problemstillinger og pointer fra fortællingen i løbet af arbejdsdagen, mens man glæder sig til at komme hjem og læse videre.

Forfatteren, den ungarskfødte Edith Eger, mærkede holocaust på egen krop, og i hendes tid i Auschwitz og andre dødslejre har hun levet under umenneskelige vilkår og mødt de største rædsler, man kan forestille sig. I denne bog gennemlever hun igen sin egen historie for at bevise, hvordan man aktivt kan træffe et valg om at acceptere sin fortid og vælge at leve i sin nutid og fremtid, fremfor at blive et offer, som giver op.

Om bogen:

Edith Eger vokser op under Anden Verdenskrig i byen Kassa (Ungarn – senere Tjekkoslovakiet)med sine to søstre og sine forældre. Da krigen for alvor kommer til Østeuropa, bliver den kun 16-årige Edith, hendes ældre søster Magda og hendes forældre deporteret til Auschwitz. Ved ankomsten bliver Edith og Magda adskilt fra deres forældre, som begge bliver sendt i gaskammeret. Nu følger en lang og umenneskelig kamp for at holde sig i live, mens nazisterne på grusom vis piner de indsatte jøder med arbejde og dødsmarcher. Edith overlever med nød og næppe, men den kamp, der følger efter krigens ophør, bliver også lang og sej, for hvordan tilgiver man sig selv at have overlevet, når andre familiemedlemmer ikke klarede det, og hvordan lever man med det traume, man er blevet påført i sine unge år?

Edith emigrerer med sin mand og deres datter til USA, hvor hun læser psykologi og ender med at blive en yderst anerkendt psykolog, som i mange år rejser verden rundt og holder foredrag om at leve med traumer og stress og om at tilgive sin fortid for at kunne skabe sig et liv.

“En gave til menneskeheden. En af de sjældne og evige historier, som efterlader dig for altid forandret”

Desmond Tutu

Bogen indeholder fire dele; fangenskab, flugt, frihed og heling. Hver del har flere kapitler, og alle kapitler veksler mellem Edith Egers egne erindringer og terapisessioner med patienter, som hun har kunne hjælpe med erfaringer fra sit eget liv. Hendes gennemgående budskab til både patienter og læsere er tilgivelse. Både det at kunne tilgive andre, men i lige så højt at kunne tilgive sig selv. Kun gennem tilgivelse sætter vi os selv fri til at leve.

“Men så stod jeg og så ud over klipperne oppe ved Berghof, og det slog mig så, at hævnen ikke er frisættende. Jeg stod oppe på det sted, hvor Hitler havde boet og tilgav ham. Det havde intet at gøre med Hitler. Det var en ting, jeg gjorde, for min egen skyld”

Edith Egers erindringer er på samme tid inspirerende og frygtelig ubehagelig at læse. Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har læst så grumme fortællinger fra holocaust, selvom jeg selvfølgelig ved, at de har fundet sted. Blandt andet beskrives det i bogen, hvordan en gravid kvinde får snøret sine ben sammen under fødslen, så hun ikke kan føde og både hun og barnet dør, mens SS-officerer står og griner ved siden af.

“Valget – fra fangenskab til frihed” er en international bestseller, og den har fået virkelig mange flotte ord med på vejen. Det er fuldt fortjent, og jeg giver den seks fjerpenne.





Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Dracula – genfortalt

Dracula – genfortalt

Døtre

Døtre

Svar