Afsporet

Afsporet

1. bog i Ravn-serien og hold nu op hvor det starter godt. Jeg ved godt jeg burde være startet for længe siden, men efter Bogforum sidste pr, hvor jeg hørte Michael Katz Krefeld fortælle om den seneste bog i serien, nemlig “Pagten”, samt fandt “Afsporet” på tilbud, tænkte jeg at nu skulle det være, og det vil jeg sige at alle krimiinteresserede virkelig skal unde sig selv!

Jeg læste for et par år siden “Pans hemmelighed”, også skrevet af Michael Katz Krefeld, som jeg dengang også fandt ufattelig god og spændende og som jeg også vil anbefale alle krimielskere lige at få med, hvis man endnu ikke har læst den. Derfor regnede jeg godt med at denne serie ville ramme mig og være utrolig god, og den skuffede bestemt ikke. Jeg har nu sat resten af serien på min ønskeliste, så krydser fingre, ellers må jeg ud og købe dem selv, for ejes, det skal de!

Ravn bor på sin båd nede i Christianshavn, har taget orlov fra arbejdet og drikker lidt for meget. Hans liv er gået i stå efter den tragiske aften, hvor han fandt sin kæreste liggende livløs på deres stuegulv efter et hjemmerøveri. Ravn kan ikke overskue lejligheden efter røveriet og hans frataget eneste ene, og han har ingen ide om hvad han skal bruge resten af sit liv på andet end at gå tur med hunden, drikke på det lokale værtshus “Havodderen” og høre “Everytime you go away” på repeat.

Sideløbende med Ravns personlige historie hører vi om fortiden for en anden person. En kvinde, som har levet sit liv på forskellige bordeller, og som langsomt glider så meget væk fra sig selv, at end ikke hendes mor ved hvor hun er. Ravn bliver indvolveret, selvom han i starten ikke gider blandes ind i en masse ny og nu underground politiarbejde, kommer han alligevel på sporet af hende og får svært ved at slippe det.

“Hvis du stadig husker mig, mama. Så tilgiv mig.”

Bogen starter med at en kvinde bliver fundet død på en skrotplads, og hun er ikke den første. Arbejderne får fat i politiet, og så er bogen og spændingen ligesom sat fra side 1.

”Selv kvindens øjeæbler var blevet kalket, og hun stirrede som en romersk statue tomt ud over de store skrotbunker.”

Bogen var virkelig spændende hele vejen igennem, og jeg kunne slet ikke stoppe med at læse den. Man får mange spændende klip fra forskellige mennesker og historier, og man bliver bare nødt til at se hvad der sker med alle skæbnerne. Jeg elsker forfatterens tilbageblik i tiden, hvor man hører om en drengs opvækst. En dreng, som ser meget op til sin far, som gennemgående har en rimelig skræmmende barndom, men som i naiviteten ikke ser det. Om Ravns forfærdelige liv nu, bordellernes pengeindustri, ludernes skæbner og forældres største mareridt.

Jeg elsker at bogen foregår i København, da jeg kan genkende mange af stederne, det hele bliver fortalt så fint og respektabelt, selvom man ser menneskers og verdens grimmeste sider og steder. Man sidder med en følelse af at være til stede og spændingen bliver holdt til sidste side i denne fantastiske krimi.

Bøger i serien:

Afsporet

Savnet

Sekten

Dybet

Pagten

 

Titel: Afsporet

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Antal sider: 322

Rikke H

Jeg er 25 år, og bor med min kæreste på Vesterbro i København. Jeg er folkeskolelærer på 3.år på en skole i Brønshøj.

Related Post

Mellem Os

Mellem Os

Bøger under træet

Bøger under træet

Svar