Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen

Udgivelsesdato: 14. september 2023

Første sætning: “Forsvundet. Alle forsvundet”.

De fleste kender karakteren Dracula og ved, at han ikke har en skygge, at han sover i en kiste, og at han ikke kan tåle hvidløg, sollys og krucifikser. Mange af os har den viden fra film og tegneserier, eller korte gendigtninger, hvor Dracula spiller en rolle i et andet plot end den originale historie, men få af os har læst den oprindelige roman af Bram Stoker om Jonathan Harker, grev Dracula og Van Helsing.

Jeg læste Kenneth Bøgh Andersens genfortællinger af både “Jekyll & Hyde” og “Frankenstein” med stor begejstring, og som mange andre har jeg derfor ventet spændt på, at “Dracula”, som er sidste bind i Kenneth Bøgh Andersens serie af genfortællinger af de store gyserklassikere, skulle udkomme. Og lad mig med det samme slå fast, at bogen har været ventetiden værd. “Dracula” er genfortalt med respekt for det originale værk, men med Kenneth Bøgh Andersens særlige fortællestil, hvor læseren holdes fanget af lige dele gru og fascination hele vejen igennem.

Dracula er en gyselig fortælling, og der bliver ikke lagt fingre imellem i de uhyggelige og modbydelige scener. Blodet flyder, skrigene går gennem marv og ben, og uhyggen breder sig, så selv læseren sidder og kigger sig over skulderen for at være sikker på, at der ikke står en uhyggelig skikkelse i hjørnet og lurer.

Så hørte jeg dem. Lydene fra hans værelse (…) Smasken, slubren og stønnen. Ikke fra ham, men fra de dæmoniske kvinder, han holder som en slags infame kæledyr. De er blevet fodret med det levende barn, han havde i sækken. Det skreg på sin mor.

Historien om Dracula fortælles fra flere forskellige synsvinkler. I første del af bogen, som foregår på Draculas slot, er det Jonathan Harkers dagbog, som fører os igennem hans grufulde ophold på slottet, og herefter skifter synsvinklen i de næste dele af bogen. Det giver et rigtig godt flow for læseren, at vi skifter mellem uddrag fra personernes private dagbøger, hvor vi får indblik i deres egne tanker og forestillinger, til en ydre synsvinkel, hvor vi som fluen på væggen kan følge med, når vores helte forsøger at komme ondskaben til livs.

“Den gamle mands øjne var ikke bare åbne, de var spærret vidt op. Også hans mund stod åben, som om han skreg uden lyd, og der var et udtryk af rædsel i hans stivnede ansigt”.

Bogen “Dracula” er længere end de andre gysere i serien, men det gør ikke spor. Med brugen af konstante cliffhangere i hvert kapitel og et autentisk, men alligevel let forståeligt sprog, har Kenneth Bøgh Andersen genskabt en klassiker, som en ny generation vil have stor glæde af at læse.

Jeg giver bogen – og hele serien af de genfortalte klassikere – mine mest uhyggelige anbefalinger!