Rikke H’ s anbefalinger til “Kbh Læser”

Rikke H’ s anbefalinger til “Kbh Læser”

Efter Sara og jeg havde været til møde med Kbh Læser på Københavns Hovedbibliotek, satte vi os i bibliotekets hal og begyndte at kigge i litteraturfestivalens avis.

Vi fik bladret igennem den med kig på fine billeder og fængende overskrifter, og vi endte omme på de sidste sider hvor programmet er. Her startede vi fra en ende af, for at se hvilke arrangementer der var planlagt, og selvfølgelig også finde vores eget. Vi blev dog hurtigt enige om, at der var rigtig mange arrangementer, som lød interessante, og det var meget svært for mig at vælge 3 ud, men her er de:

 

Torsdag den 2. marts kl. 18:30-19:30

Modlæsninger:>Kan kolonialismen spores i dansk film?<

Dette er et oplæg samt diskussion med fri entre på Marronage/Hovedbiblioteket. Forsker Tess S. Thorsen viser klip med alt fra “Beyoncés Lemonade” til “Far til fire”, på tværs af genrer, grænser og tid for at vise hvordan kolonialismens strukturer har virket på dansk film.

 

Fredag den 3. marts kl. 12:30-14:00

Litterære billeder

Dette arrangement foregår på Hovedbiblioteket med fri entre og ville klart være et jeg gik efter hvis jeg var lærer i de større klasser.

Kunstnerne Sofie Amalie Klougart og Ursula Andkjær Olsen laver en særlig workshop for 7.-10. klasse og gymnasiet omhandlende hvordan en litterær tekst kan fortolkes gennem en fotografisk illustration. Ærgerligt nok er jeg på arbejde i tidsrummet, for med en mor der har interesseret sig for billeder de sidste 20 år og hevet mig med på diverse fotoudstillinger samt et åbent sind i forhold til at udfordre mine elever i skolen på det litterære og billedlige, rammer dette ellers helt plet for mig.

 

Fredag den 3. marts kl. 20-22:15

Poetry slam væbnet med vækst

Jeg har altid været fascineret af ord og retorik og det er essensen af dette event. Det foregår i Valby Kulturhus og koster 50 kr. i entre. Billetter købes på: www.PoetrySlamKBH.dk. Selve beskrivelsen lyder: “Alt vokser. Opad. Udad. Og vær ikke ked af, at den til tider vokser nedad. Nedgang kan også være fremgang. Og fremtiden er på mode. Ligesom væksten. Og poesien er i dén grad et væksthus. Et rum fyldt med alt dét, der ikke kan vokse i en kasse.” Allerede i ordlyden har eventet fanget mig, og med tanker på de andre Poetry Slams jeg har været til på det kongelige teater og i Skuespilhuset, er dette noget jeg ikke vil gå glip af. Vi har derfor også valgt at os alle tre fra “Mellem linjerne” derfor skal deltage i dette.

 

Rikke H

Jeg er 25 år, og bor med min kæreste på Vesterbro i København. Jeg er folkeskolelærer på 3.år på en skole i Brønshøj.

Relaterede indlæg

Krigens logik

Krigens logik

Svar