Øen – eller Newsha Farwans hemmelige dagbog

Øen – eller Newsha Farwans hemmelige dagbog

Forfatter: Nillou Zoey Johannsen

Udgivelsesdato: 15. september 2020

Første sætning: Jeg hedder Newsha Farwan.

På BogForum i 2021 faldt jeg over “Øen” af Nillou Zoey Johannsen, og vidste med det samme, at den lige måtte være noget for eleverne på min skole. Sidst på skoleåret læste vi bogen i klassen, og eleverne fik til opgave at skrive en anmeldelse. Præmien for den bedste og mest velskrevne anmeldelse var en udgivelse her på bloggen.

Tag godt imod gæstebloggeren Nora Grøndahl Mønsted fra 6. E.

Romanen ”Øen” er skrevet af forfatter og journalist Nillou Zoey Johansen. Nillou er 43 år og har i alt skrevet to romaner: ”Nattens Blomst” og ”Øen”. Hun er i begge bøger blevet inspireret af sin egen barske barndom og hendes historie som flygtning. ”Øen” blev udgivet 15. september 2020 og er på 153 sider.

Bogen ”Øen” handler om Newsha, der uheldigvis får sig en dagbog i 12-års fødselsdagsgave, selvom det hun ønskede sig allermest, var en telefon, ligesom alle de andre fra hendes danske klasse – bare så hun måske kunne passe ind og ikke altid føle sig så anderledes.

Lige siden hun kom til Danmark, har hun følt, at hun ikke har passet ind. Men efterhånden som tiden går, bliver Newsha Farwans hemmelige dagbog tykkere og tykkere. Hun tager os med på en rejse, hvor vi oplever hendes første ægte veninde, Alma, hendes første kys med Nikolaj, og om hvordan hun langsomt forelsker sig i livet i Danmark. Lige indtil hendes forældre en dag fortæller hende, at de bliver nødt til at flytte. De skal flytte til Øen.  

Bogen starter langsomt ud med, at vi lærer vores hovedperson Newsha Farwan, hendes omgivelser og historie at kende. Pludselig tager bogen en spændende drejning, da vi får at vide, at Newsha skal flytte. Til Øen. Et udrejsecenter. Senere bliver tempoet hektisk, da vi skal følge Newsha og hendes forældre væk fra Øen igen.   

”Øen” er velskrevet, hurtig, og ikke for langtrukken at læse. Noget af det mest underholdende er at læse om Newshas både humoristiske og hårrejsende oplevelser og tanker. Det er en børneroman, hvor mange kan sætte sig ind i Newshas situation.

Jeg synes, at det mest spændende i bogen er de sidste kapitler, hvor vi læser om Newsha og hendes forældres plan om, hvordan de har tænkt sig at slippe væk fra udrejsecenteret, da de ikke er trygge ved at være der mere. Det skyldes især, at man lever sig godt ind i situationen, da den er velformuleret og livagtig. Især det stykke af bogen, sætter ekstra mange tanker i gang.

Jeg vil stærkt anbefale ”Øen” til dem, der synes, det er sjovt at læse om sandsynlige, sanselige, hårrejsende og ikke mindst humoristiske tanker og oplevelser, som en pige på 12-13 år kan have som flygtning fra Iran.

Jeg giver bogen 4 ud af 5 skrivepenne. Grunden til, at jeg ikke kan give bogen topkarakter er, at de mange formuleringer om stjernetegn og deres betydning undervejs i bogen, kan blive lidt forvirrende, når man ikke har kendskab til stjernetegn i forvejen.   

Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Heartstopper 4

Heartstopper 4

Svar