Den spanske kærlighedsaffære

Den spanske kærlighedsaffære

Forfatter: Elena Armas

Udgivelsesdato: 11. juli 2022

Første sætning: “Jeg kan være din date til brylluppet”

Spanske Catalina har et stort problem, for om en måned skal hun til sin søsters bryllup hjemme i Spanien, og hun er kommet til at sige til sin familie, at hun tager sin kæreste med. En kæreste, som hun ikke har. Aaron Blackford, som er Catalinas nedladende, uudholdelige og gennemført kedelige kollega, tilbyder at tage med hende, og da Catalina ikke ser andre muligheder, vælger hun til sidst at takke ja.

I Spanien viser det sig dog, at Aaron er mere, end han udgiver sig for. Og under de varmere himmelstrøg trives lidenskaben, og de to unge mennesker må indse, at der mere mellem dem end først antaget.

Jeg havde virkelig glædet mig til at ligge ved poolen og fordrive tiden med at læse “Den spanske kærlighedsaffære”, da jeg har det med letfordøjelige kærlighedshistorier som med flødeskumskager – “Det er tomme kalorier, men de ryger let ned og jeg elsker at fortære dem”.

Jeg må dog indrømme, at “Den spanske kærlighedsaffære” var en tynd omgang. Måske burde jeg have forudset det, da bogen er strøget til tops i Usa, hvor litteratur – eller tøselitteratur måske – helst ikke må kræve for meget af læseren. Det var vitterligt den ene kliche efter den anden, og hele plottet var så gennemført gennemskueligt, at jeg næsten blev irriteret. Dertil kom, at jeg mistænker oversætteren for at have kørt romanen gennem google translate, for der er da ingen unge kvinder i New York, der bruger udtrykket “du smiler som en filurkat” eller “ikke udelade detaljerne. Heller ikke de dåneværdige” – ej, det er da næsten at gøre grin med læseren.

Når det så er sagt, så bliver en roman ikke en bestseller, hvis den ikke “kan noget”, og det kan bogen bestemt. Der er masser af sød romantik, morsomme sekvenser og sydende hotte øjeblikke, som de fleste vil få røde kinder af. Jeg fik nogle steder associationer til “Fifty shades of grey”, da Aaron viser sig at kunne et trick eller to.

“Fingerspidsen strøg hen over min brystvorte og fremkaldte et dybt støn. Det udløste et fra til gengæld. Den hånd, der hvilede på min hofte, gled ned til mit lår, tæt ved min trussekant”

Jeg giver romanen tre fjerpenne og vil anbefale den til dig, som trænger til at flygte lidt fra virkeligheden og få varme i kinderne – også når sommeren er forbi.

Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Dracula – genfortalt

Dracula – genfortalt

Malibu i flammer

Malibu i flammer

Svar