Mellem Os

Mellem Os

 

Novellesamlingen “Mellem Os” er en af de der dejlige bøger, hvor man kan læse fem sider, få en oplevelse og noget at tænke over, indtil man igen har tid eller lyst til at læse fem sider. Jeg har ikke givet mig i kast med en hel novellesamling før, men er blevet glad for denne måde at læse på. Med en baby på tre måneder er det helt perfekt for mig med god og dyb læsning, man på den måde kan tage op og lægge fra sig.

Flere af historierne sidder nu i baggrunden af min bevidsthed, og rumsterer rundt, når der er stille omkring mig.

Med forfattere som Jesper Wung-Sung, Thomas Korsgaard og Sarah Engell startede mine forventninger til denne novellesamling forholdsvis højt oppe, og blev til dels indfriet – Dog ikke kun af disse tre forfattere. Især den første novelle “Frontkæmperen” af Kristina Aamand har givet mig stof til eftertanke og historien blev hos mig længe efter, at jeg læste den.

Det gennemgående tema i novellerne er familie, men forfatternes behandling af det er meget forskellige. Emner som eksempelvis ensomhed, kærlighed, svigt, skyld og normer tages under behandling og de ti forfattere giver hver sin skildring af mere eller mindre “fucked up” familiesituationer.

Overblik over novellerne:

Frontkæmperen af Kristina Aamand

Yasmin Khan, har netop udgivet en bog om sin hårde opvækst. Er det okay at savne den familie, som resten af verden har fået et fjendebillede af?

En rigtig hue af Thomas Korsgaard

Kian skal til at have studenterhue på. Han klarer sig ikke særligt godt – hverken fagligt eller socialt. I bund og grund har han måske også givet op. Kan det ikke være lige meget?

Fætter af Stine Haynes 

Laura er blevet lidt forelsket i Fætter. Det hele føles lidt underligt og forkert og en dag bliver Laura lidt for fuld til Fætters fødselsdagsfest.

Silvan af Sarah Engell 

Astas forældre er blevet skilt og nu savner hun sin lillesøster, som hun også er blevet skilt fra. Hun glæder sig sådan til at søsteren skal komme på besøg samme dag, som der kommer nogen og henter en af hvalpene, som familiens hund har fået. Hvalpene som bor i en flyttekasse fra Silvan.

Bro af Tomas Lagermand Lundme 

En dreng flytter fra familie til familie i det offentlige system. Han falder endelig til hos en ny familie, da forvirrende  følelser begynder at dukke op for familiens ældste søn, Ulf.

Sukkemusen af Jesper Wung-Sung 

Astas mor blogger på Sukkermusen. Her er Asta stjernen i videoerne, der viser et glansbillede, som Asta har svært ved at kende i virkeligheden.

Bilka eller Interrail af Laura Ringo 

Søskendejalousi styrer en uheldig tur i Bilka for hovedpersonen, hendes søster Kamilla og deres mor.

Sandkorn af Glenn Ringtved 

Sofies far virker ensom efter skilsmissen, og i god tro opretter hun en datingprofil til ham.

En Familiesygdom af Sebastian Bune

Jonathan er kommet til skade med hånden, men på trods af betændelse, vil mor ikke tage ham med til lægen. Da han til sidst kommer afsted, må han ikke sige noget til lægen om…

Visit af Kim Fupz Aakeson 

Det kan være svært at fornemme hvornår man er voksen. Når man har en mor i fængsel, bor hos sine bedsteforældre og gerne vil sove hos sin kæreste, bliver det ikke lettere.

 

Jeg håber at mine meddansklærere tager et kig på denne novellesamling, som netop rækker ud mod de unge læsere med hovedpersoner og handlinger, der foregår i unges univers og hverdag. Her er historier, man som ung kan forholde sig til, dykke ned i og diskutere.
Alt i alt har jeg nydt at læse de ti noveller, og vil bestemt anbefale dem – både til dansklærere og til alle andre, der måtte finde det interessant.

Forfatter: Kristina Aamand, Jesper Wung-Sung, Sebastian Bune, Sarah Engell, Stine Haynes, Thomas Korsgaard, Tomas Lagermand Lundme, Laura Ringo, Glenn Ringtved, Kim Fupz Aakeson
Antal sider: 180
Forlag: Carlsen Puls

 

 

 

Sara

Relaterede indlæg

Promise boys

Promise boys

Tænk ikke på mig

Tænk ikke på mig

Svar