Jeg er Pilgrim

Jeg er Pilgrim

“Jeg er Pilgrim” er skrevet af Terry Hayes. Jeg har ikke før læst noget af Hayes, men det er ikke sidste gang. Den er pt. ved at blive filmatiseret og jeg glæder mig som et lille barn!

Jeg var fanget af spændingen og stemningen fra første side! Terry Hayes formår at drage læseren fuldstændig ind i denne verden.

I “Jeg er Pilgrim” følger vi hovedpersonen Pilgrim. Pilgrim har skrevet en bog om at begå den perfekte forbrydelse, baseret på hans erfaringer fra mange år som hemmelig agent. Pludselig sker et mord, som er begået med foruroligende meget inspiration fra denne bog. Pilgrim skal ikke blot løse dette mord, men bliver sat på en opgave i Mellemøsten, hvor han skal lede efter en terrorist. Denne del er ekstremt spændende og stemningen er som taget ud af “Homeland” serien.

Politiken skriver:

“Er det muligt at begå den perfekte forbrydelse?
En kompromisløs international sammensværgelse fører til et halsbrækkende kapløb mod tiden.
En anonym ung kvinde findes dræbt på et nedslidt hotel på Manhattan. Alle kendetegn er ætset væk.
En far halshugges offentligt i den brændende saudiske ørkensol.
En berygtet syrisk biotekekspert får skåret øjnene ud på en losseplads i Damaskus.
De sidste rester af et menneske brænder ud på en bjergside i Afghanistan.
Ét spor forbinder forbrydelserne, og kun én mand kan drage ud på rejsen. Pilgrim.”

Terry Hayes har før i tiden skrevet manuskripter til film, og som tidligere nævnt, bliver “Jeg er Pilgrim” også filmatiseret. Jeg har allerede mange scener helt tydeligt afbilledet indeni og det er helt sikkert Terry Hayes tidligere manuskripter og skrivestil, der er skyld i det.

Bogen er dog er meget lang. Terry Hayes slipper godt fra det – men jeg kunne faktisk godt have undværet mordet og kun have læst om fortællingen, der foregår i Mellemøsten. Jeg føler det kunne have været to forskellige romaner, som hver især havde været spændende.
Bogen er inddelt i små kapitler, hvilket gør at man altid lige kan læse et kapitel mere. Den er letlæselig, medrivende og rørende – men den er som sagt lang.
Filmen bliver fantastisk, det er jeg overbevist om – her kan de vælge at tage de mest spændende ting med (og dem er der mange af).

“Jeg er Pilgrim” får 5 ud af 6 skrivepenne.

Forfatter: Terry Hayes
Sider: 798
Første sætning: “Der er steder, jeg vil huske hele mit liv – den varme vind, der hyler hen over Den Røde Plads, min mors soveværelse på den forkerte side af 8 Mile Road, den uendelige park foran et fornemt hus, en mand, der venter på at slå mig ihjel i en samling ruiner, bedre kendt som Dødens Teater.”

 

 

Tagget i:

Rikke K

Related Post

Svar