Hvad læser vi på stranden i år?

Hvad læser vi på stranden i år?

Sara

Jeg går på barsel 20 juni, og regner stærkt med at min sommer skal tilbringes med benene oppe og en bog i hånden (naiv, ja, jeg ved det).

Fantasy:

Legendary af Stephanie Garber
Jeg er allerede godt i gang med den nyudgivne “Legendary” af Stephanie Garber. Selvom jeg ikke var helt oppe at ringe over Caraval, syntes jeg alligevel, at jeg var nødt til liiiige at se, hvordan det går de to søstre i den næste Caravalhistorie.

Verden styrter + Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten
Malene Sølvsten har netop udgivet sin (efter eget udsagn) “Betteravn” i trilogien Ravnenes Hvisken. Den har fået titlen “Verden Styrter”, og handler bl.a. om hvorfor Varnar tog beslutningen om at blive Annes beskytter. Jeg har lige læst den igennem første gang, og regner kraftigt med, at den skal læses igennem igen, inden jeg læser trilogien forfra, når tredje og sidste bog udkommer til efteråret.

Grænsen til Trafallas del 2 – Skyggen fra Nord af Julie M. Day
Derudover udkommer Julie M. Day med anden bog i trilogien om Grænsen til Trafallas, “Skyggen fra Nord” d. 15/6-2018 og nu er det simpelthen på tide, at jeg kommer ind i kampen, og får læst den serie, som danske fantasylæsere hyper sådan over. Jeg har derfor planer om at ligge med næsen begravet i både første og anden bog inden sommeren er ovre.

Children of Blood and Bone – Solstenen af Tomi Adeyemi
Jeg har netop modtaget mit danske anmeldereksemplar af Children of Blood and Bone. Det er efter sigende en fantasyfortælling, der foregår i en verden, der minder om Afrika. Eftersom jeg i et stykke tid har været kørt død i ‘vestlig middelalder fantasy’, glæder jeg mig meget til at læse noget anderledes.

 

Rikke H

Jeg har en del bøger stående for tiden. Ikke fordi jeg ikke læser men fordi der hele tiden bliver udgivet så meget spændende. Derfor er min læseliste også lidt blandet.

Lidt af hvert:

En dag vil vi grine af det – Thomas Korsgaard

Jeg læste sidste år Thomas Korsgaards debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi”, og var meget begejstret. Jeg har også både set ham blive interviewet på Bogmessen sidste år i Bellacentret og for et par weekender siden til Sommerens BogMesse 2018 afholdt af Politikens Hus Pressen, og efter hver gang får jeg lyst til at køre direkte hjem og sætte mig med bogen, og nu skal det altså snart være.

Krokodillevogteren – Katrine Engberg

En bogserie, som jeg desværre er lidt bagud med. Tænker at tage alle tre bøger inden for en overskuelig fremtid, og efter alle dens roser og min hang til krimi glæder jeg mig meget til at se hvad dette univers og karakterer byder på.

Lige nu er jeg her – Isabelle Ståhl

En bog af en forfatter, som jeg ikke kendte, men efter at have læst bagsiden, tænkte at den måtte jeg læse. En bog om samtid, nutid, flygtighed og det at være til i en verden hvor alting går så hurtigt og er så tilgængeligt at man er i tvivl om hvor man er på vej hen og hvor man skal ende.

Skildpadder hele vejen ned – John Green

Den verdenskendte forfatter har, efter sigende skrevet mange andre fine bøger, end hans nok mest kendte “En flænge i himlen”. Denne er en YA fortælling med alt der hører til, dog blandet med psykisk sygdom.

Fordelen ved hemmelige forelskelser – Becky Albertalli

Denne bog fik jeg i en goodiebag efter et event som Carlsen Puls holdt i foråret. Den er i samme genre som “Simon vs. verdens forventninger” og “Leah på offbeatet” , og er meget klassisk YA, med kærlighed som omdrejningspunkt. Jeg er for tiden meget fan af at snuppe en YA ind imellem for at bryde med alt det alvorlige voksen og krimi litteratur, så dejligt at der umiddelbart for tiden bliver udgivet så meget godt.

Sara

Related Post

Svar