De bedste bøger fra vores 2017

De bedste bøger fra vores 2017

Nu er 2017 ved at være slut og vi kigger derfor tilbage på vores bedste læseoplevelser.

 

To sekunder i Byron Hemmings liv af Rachel Joyce.
Rikke K.

Dette er uden tvivl den bedste bog jeg har læst i år. Det er en hjerteskærende god fortælling – og da jeg sad og kiggede vores tidligere blogindlæg og så min anmeldelse af denne bog, kom mit hoved på skrå, jeg smilede og sagde “åh”… (Min hund kiggede underligt på mig).

I får lige et citat med fra bogen, som stadig sidder dybt i mig:
“Han ved ikke, om de ord, de bruger, rent faktisk betyder det, de giver sig ud for at betyde, eller om de har fået en ny mening. De taler jo egentlig ikke om noget, om ingenting. Og alligevel er disse ord, disse ingenting, alt, hvad de har, og han ville ønske, at der var hele ordbøger fulde af dem.”

Jeg ELSKER denne bog – jeg grinede, jeg græd, jeg var det hele igennem. Læs den! Læs min anmeldelse her.

“Breve til en ung forfatter” af Colum McCann. 
Rikke K.

Denne bog opdagede jeg fordi det er en “rejsende bog”. En rejsende bog er en bog man læser, sætter sit præg på og sender videre. Den imponerede og inspirerede mig – og den er med det samme sendt videre til næste medlem af Mellem-Linjerne.

Bogen er egentlig “bare” McCanns bedste råd til forfattere (og os der ikke er forfattere, kan sagtens læse den). Hans skrivestil er fantastisk og jeg faldt pladask for den.  Den gav mig et indblik i, hvor kompliceret det er at skrive en bog der virker ægte.
Læs min anmeldelse af den her.

“Uden dig” af Pernilla Alm.
Rikke K.

Denne bog var en af dem der virkelig gror på en. En kærlighedshistorie som faldt i mine hænder på det helt rigtige tidspunkt. Umiddelbart er det ikke den store kærlighedsroman, men i al dens enkelthed, forelskede jeg mig i den.

Mens jeg sidder og skriver dette, har jeg faktisk lyst til at læse den igen. Så ved man den kan noget 😉

Læs min anmeldelse af den her.

“Jeg er Pilgrim” af Terry Hayes.
Rikke K.

“Jeg er Pilgrim” var en ret unik læseoplevelse. Som jeg skrev i min anmeldelse var det næsten som at se en serie – mange af scenerne i bogen står stadig helt tydeligt for mig.
Det er en bog på lige under 800 sider, så man skal være i humør til en lang bog.

Terry Hayes skriver utrolig godt og jeg var fuldstændig fanget fra første side.
Bogen er ved at blive filmatiseret.

Læs min anmeldelse her.

“Hvor taler du flot dansk” af Abdel Aziz Mahmoud.
Rikke K.

Jeg er nødt til også at nævne denne bog, selvom det ikke er skønlitteratur.
“Hvor taler du flot dansk” inspirerede mig utroligt meget og var en af de første bøger jeg læste i 2017. Jeg sendte den hurtigt videre til alle jeg kendte.
Jeg synes alle bør læse denne bog der emmer af relevans, humor og hygge.

Læs min anmeldelse her.

Rikke K

Svar