100 dage, 100 digte

100 dage, 100 digte

“Her har vi en øjenvidneberetning til en stor begivenhed i verdenshistorien fortalt af en dansk middelklassefar. Tag den, for hvad den er.”Sara fra Mellem-Linjerne.dk

Jeg kunne mærke, at jeg lige skulle tage tilløb her. Jeg gik direkte fra fantasy til poesi, og det kræver altså lidt omstillingsparathed fra min fordomsfulde hjerne. Pyyh, 300 sider med 100 digte. Men når jeg tager imod en bog med et løfte om en anmeldelse, så må jeg jo gøre mit bedste for at holde det løfte. Efter at have læst de første tre digte, begyndte jeg at skimmelæse i stedet. Det duer ikke med digte. Man forstår dem ikke ordentligt.
Pelles eksperiment bestod i at skrive et digt om dagen i 100 dage. I starten følte jeg ikke rigtigt, at Pelle Hvenegaard havde noget på hjerte. Det var som om, at eksperimentet med de 100 digte var slået fejl. Heldigvis læste jeg videre. Måske er forfatteren lidt lige som mig. Han skal lige i gang. Det hjælper selvfølgelig også, at der starter en coronapandemi, som vender op og ned på alt. SÅ var der rigtig noget at skrive om – ikke så meget om coronaen, men om den nye hverdag. Og det var her, han fangede mig. I beskrivelsen af at få brunsviger til aftensmad (og koldskål til dessert), beskrivelsen af hans datter der flipper ud ved spisebordet og han mister besindelsen, og især beskrivelsen af et ændret København, hvor intet er som det var. Især lørdag aften. Og det er lige der, hvor denne digtsamling bliver relevant. Ingen af digtene er stor kunst. Der er ikke den store rytme i, og de rimer heller ikke. Det er ikke storladne beskrivelser eller ord man knapt kender betydningen af. Det er let, ligetil og hverdagsnært. Det er humor, glimt i øjet og hudløs ærlighed. Her har vi en øjenvidneberetning til en stor begivenhed i verdenshistorien fortalt af en dansk middelklassefar. Tag den, for hvad den er.

CITAT:
“‘Vi bagte brunsviger her i eftermiddags
uden nogen tanke på hvornår den skulle spises
bare fordi det gør vi for tiden
bager
og æder
for corona rimer på kalorier
…”

(Anmeldereksemplar fra forfatteren)
Forfatter: Pelle Hvenegaard
Sidetal: 310
Forlag: Vilakazi Publishing

Sara

Svar