Sigurd fortæller – læs selv

Sigurd fortæller – læs selv

Forfatter: Sigurd Barrett

Udgivelsesdato: 25.07 2022

I Politikens nye serie “Læs-selv”, er der i sommer udkommet tre nye bøger til samlingen, nemlig “Sigurd Barret fortæller om vikingetiden, om kongerækken og om 2. verdenskrig”.

Fælles for de tre bøger er, at de er nemme at afkode og forstå, og de vil være oplagte til de helt unge læsere, der interesserer sig for Danmarks- og verdenshistorien.

I “Sigurd fortæller om vikingetiden” hører vi med lige dele humor og alvor om vikingernes daglige liv, om de grusomme togter til England og om de store vikingekonger. Blandt andet får vi historien om Harald Blåtand, om hvorfor det hedder “Bluetooth” og om Haralds død:

“Svend kunne først blive konge, når Harald var død. En af hans mænd skød en pil i numsen på Harald, så han faldt død om. Nu kunne Svend blive konge”.

I “Sigurd fortæller om 2. verdenskrig” sættes der især spot på jødeforfølgelsen og besættelsen i Danmark. Her savner jeg lidt mere viden om 2. verdenskrig i resten af verden, da den i højere grad beskæftiger sig med hverdagen i det besatte Danmark, hvordan der blev sunget alsang, og hvordan børnene måtte lave deres eget legetøj. Der bliver undervejs trukket tråde til coronaepidemien, og det fungerer ret fint.

I “Sigurd fortæller om kongerækken” bliver alle konger og dronninger gennemgået på en fin og morsom måde. En oplagt mulighed for at få kædet Danmarkshistorien sammen med vores konger, da Sigurd gør meget ud af at fortælle, hvad hver enkelt regent har bidraget med i tidens løb.

Fælles for alle tre bøger er, at de alle følger en tidslinje, som er vist med årstal i venstre margin, og så er de alle illustreret fint med både fotografier og finurlige tegninger. Bøgerne har et lixtal på henholdsvis 18, 22 og 25, og ordene i bøgerne er delt, så de er nemme at læse.

Meget fine bøger, som jeg er sikker på vil blive et hit hos mange børn.

Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Kampen om magten

Kampen om magten

Dracula – genfortalt

Dracula – genfortalt

Svar