Forlagsbeskrivelse:

I løbet af få dage vendes Raynor Winns liv på hovedet. Hendes mand gennem toogtredive år, Moth, får stillet en dødelig diagnose, og de mister deres hjem og levebrød.   De har intet tilbage, og heller ikke meget tid, og de beslutter impulsivt at vandre den tusind kilometer lange South West Coast Path langs kysten i det sydvestlige England. Alt, hvad de ejer, bærer de i deres rygsække.  På turen mærker de en ny frihed, nærkontakt med naturen og deres egen eksistens. Men hvad venter dem for enden af stien?

Titel: Saltstien
Forfatter: Raynor Winn
Sider: 272
Forlag: Svane & Bilgrav
Første sætning: “Der er en lyd ved brydende bølger, når de er tæt på, en lyd som intet andet.”

Da jeg læste forlagsbeskrivelsen af “Saltstien” vidste jeg med det samme at jeg var nødt til at læse den. Jeg havde også på fornemmelsen at historien enten ville briste eller bære. Heldigvis var det sidste tilfældet.

Som der står i beskrivelsen øverst er dette en roman om et par der beslutter at forlade alt det de kender og vandre det sydlige af England tyndt.
– Allerede ved denne beskrivelse kunne man ‘frygte’ at man skulle læse side op og side ned med naturbeskrivelser og lignende – og at man hurtigt ville komme til at kede sig (ihvertfald hvis man er som mig). Men dette skete heldigvis ikke.
– Hvad der ikke står, er at det er forfatterens egen historie. Forfatteren Raynor Winn skriver fabelagtigt godt og formår at underholde én hele vejen igennem den tusind km lange strækning.
Man føler man er sammen med dem i den barske natur og man føler virkelig med Raynor og Moth, da de uden den store erfaring, smider to rygsække på ryggen for at vandre afsted.

Uddrag fra bogen:

I stedet for, at vandreturen var et rum, hvor vi skulle få styr på vores tanker og lægge en plan, var den blevet til en meditation, et mentalt tomrum, udelukkende fyldt med salt, vind, støv og lys. Hvert skridt havde sig egen resonans, sit øjeblik med styrke eller fiasko. Dét skridt, og det næste og det næste var meningen og fremtiden. Hver kløft, vi klatrede op fra, var en sejr, hver dag, vi overlevede var en grund til at gennemleve den næste. Hver lungefuld salt skurede vores minder, sleb kanterne af dem, sled dem ned.

Raynor Winn, Saltstien

Noget af det jeg især bed mærke i i romanen, var at man hele tiden sidder med tanken om at Moth er syg og at det i virkeligheden er helt skørt, at tage på en så hård vandring med en mand, der har fået at vide at han skal dø. Han har voldsomme smerter og har dage hvor han næsten ikke kan gå – og alligevel beslutter Raynor og Moth at denne tossede plan om at gå, må være det rigtige for dem.

Nu har jeg ikke den store erfaring med at vandre (læs: absolut ingen erfaring), men de sidste par år har jeg fundet en ro i at læse bøger, hvor naturen er i fokus. Man skal altså ikke være bange for at læse denne roman, selvom man ikke er den store vandrer.

Denne roman minder mig om “Fårehyrdens dagbog“, som jeg anmeldte for snart et år siden. Begge romaner kunne få mig helt ned i gear og giver mig en helt anden læseoplevelse end jeg ellers får fra de romaner jeg læser.

“Saltstien” er en livsbekræftende, men barsk fortælling, om at finde ud af hvad der er det vigtigste i livet.
Jeg giver “Saltstien” 5 skrivepenne – jeg kan simpelthen ikke andet.

“Saltstien” er forfatterens debutroman.