Piger 2018

Piger 2018

“… et teenageblad i bogform med et personligt twist.” 

En gammel kending er vendt tilbage!

Kan du huske dengang alle havde et eksemplar af “Piger” stående på hylden? Faktisk udkom Piger 2017 sidste år, og står nu igen rundt omkring på teenagepigeværelserne. Jeg har fået fingre i Piger 2018 fra Politikens Forlag, og har lånt den ud til et par 12-13-årige piger, der har hjulpet mig med at vurdere denne bog, som tydeligvis ikke er skrevet til mig.

Pigerne er enige om, at det er en hyggelig lille bog, som man sagtens kan sidde og læse i selv. En af pigerne nævnte selv, at det kunne være en god gaveidé til veninden eller klassekammeraten, da den lægger op til både, at skulle læses sammen og hver for sig. De kan dog også godt mærke, at bogen nok er skrevet til piger, der er lidt ældre end dem selv, da de ikke kunne spejle sig i alle følelserne i novellerne og nogle af artiklernes emner.

Bogen indeholder en samling af noveller og artikler, der fra forskellige vinkler behandler det at være teenagepige i dag. Novellerne er skrevet af unge piger, der bl.a. tæller 16-årige Sofie Riis Endahl, der snart udgiver sin første roman “Sindstequila”, og som skriver så levende og ærligt, at jeg slet ikke kan vente med at læse mere.
Derudover er der opskrifter på alkoholfrie drinks, venindetests, dagbogssider, inspiration til konfirmationsfesten, beautyguides og meget mere. I bund og grund minder det om et teenageblad i bogform med et personligt twist.
Det gode ved bogen er, at den ikke virker overfladisk og “pjattet”, som teenageblade ofte kommer til (nu har jeg voksenbrillerne på igen). Novellerne og en del af artiklerne er relevante, og beskæftiger sig med dybe følelser fra pigers hverdagsliv uden at der går “Twillight” i den. Tværtimod formår bogen at tage følelser og sindstilstande under kyndig behandling, og giver forslag til muligheder for at tackle dem på en god måde.
Der er selvfølgelig også fjollede små quizzer og tests, som enhver teenagepige vil synes er sjove og hyggelige at tage sammen med en veninde eller to.

 

Forlag: Politikens forlag

Sider: 185

Kathrine Memborg

Sara

Relaterede indlæg

Svar