En bog om ensomhed, venskab (eller mangel på samme) og anderledeshed.

Leonhardt er en underlig dreng. Det synes hans mor i hvert fald, at han er. Hun vil så gerne have, at han går ud og leger med de andre drenge, i stedet for at sidde indendørs og læse tegneserier. Men de andre drenge kalder Leonhardt for fiskefjæs, og selvom han siger at han er ligeglad, vil han gerne imponere dem.

En dag taler han over sig over for nogle større drenge, og kommer til at love at finde en perle i en musling – hvilket viser sig at være langt sværere end han havde troet.

Drengene går deres vej, og Leonhardt lægger sig i en båd, der fører ham ud på havet. Her hopper han beslutsomt i, og lander på bunden, hvor han til sin egen overraskelse kan trække vejret.

Det er her rejsen for alvor begynder, og Leonhardt må se både sine egne svagheder og andres fordomme i øjnene.

Jeg kan godt se, hvor forfatteren vil hen med bogen.
En skæv eksistens, som tager uge på en rejse og ender med at opdage at han skal være sig selv. Vi har set det mange gange før, og denne bog er hverken værre eller bedre end de fleste.
Som dansklærer er der masser af symbolik og og temaer at tage fat i, men jeg blev personligt aldrig rigtigt grebet af stemningen. Nu er jeg jo heller ikke en del af den tiltænkte aldersgruppe, men jeg synes alligevel, at en god børnebog skal have det der ekstra, som gør, at man selv som voksen har lyst til lige at læse den færdig for at finde ud af, hvordan den ender.

Originalsprog: Dansk
Titel: “Leonhardt er en underlig dreng”
Forfatter: E.S. Brinch
Forlag: Spurvens Forlag
Sideantal: 101