Rita Kjær anmelder “Ondskab” af Jan Guillou:

”Vold sidder i hovedet på folk, ikke så meget i knytnæverne”

Dette fortæller vores hovedperson sin bedste ven i bogen ”Ondskaben” af Jan Guillou. En barsk og voldsom fortælling, om vold og afstraffelse i den værste form, men også en fortælling om en dreng, der vil have retfærdighed og som udøver heltemodige gerninger, på hans helt egen måde.

Bogen handler en ung fyr på 14 år, ved navn Erik. Erik er vant til tæsk, det er en del af hans dagligdag. I skolen har Erik magten over en mindre bande, som styrer skolegården med hård hånd. Hjemme får han tæsk hver dag efter aftensmaden. Faren bruger forskellige instrumenter og nogle gange får han så voldsomme tæsk, at han må blive hjemme fra skole. Heldigvis er Erik meget klog og kender det psykiske og det fysiske spil.

Da Erik bliver smidt ud af skolen og hans eneste mulighed for at komme på gymnasiet, er at begynde på kostskolen ”Stjârnsberg”, er han lettet. Erik glæder sig til sit nye liv uden vold. Det viser sig at Erik skal blive skuffet, da han hurtigt bliver præsenteret for det, skolen kalder ”kammeratopdragelse”, som i store træk er de største elever, 4’gere, der tæsker de små.
Erik udvikler et smukt og medrivende venskab til værelseskammeraten Pierre, som er en helt anden ”slags” end ham selv. Pierre er hverken psykisk eller fysisk stærk, men han er klog og sammen diskuterer de, hvordan man kan få retfærdighed på skolen og vinde kampen over dem der bestemmer, også kendt som ”rådet” eller 4’gerne.

Bogen er meget fængende og man bliver lynhurtigt revet med. Sproget er meget lige ud af posen, som en teenager selv ville have sagt det. Dog er Eriks tanker mere velovervejede og velformulerede. Det er ved hjælp af disse tanker, man får en klar fornemmelse af, at Erik er speciel. Han er det usædvanlige man vil kalde en ”klog bølle”.

Erik er et meget roligt og velovervejet væsen. Dette gør at man på intet tidspunkt tvivler på ham. Hele bogen igennem tror Erik meget på sig selv og kampen for retfærdighed, han er en fighter og han giver aldrig op. Erik bliver aldrig offeret i bogen, men mere en slags ”helt”, som dog med lidt beskidte metoder, prøver at få bugt med de voldsomme hændelser, der sker omkring ham.

Jan Guillou har en meget levende måde at skrive på og det at bogen ikke er delt op i kapitler, gør faktisk at man læser hele bogen ret hurtigt. Der er kun få steder, hvor der er anført afsnit og hvor det er naturligt at ligge bogen fra sig. At bogen er en beretning om forfatterens egen barndom kommer ikke så meget frem i selve fortællingen, men hvis man har læst bagsiden først og er klar over dette, gør det blot bogen endnu bedre.

Efter at have læst bogen, fik jeg lyst til at vide mere om Jan Guillou og hans barndom. Heldigvis findes der flere artikler og interviews med Guillou, hvor han bekræfter at bogen er en direkte fortælling om hans egen barndom og at der faktisk nærmest ikke er noget fiktion i bogen. At bogen er baseret på virkelige hændelser, gør kun de ting, der foregår i bogen endnu mere forfærdelige og hjerteskærende. I en tid hvor det at slå børn, ofte var en del af opdragelsen, for vi her en fornemmelse af, at der også i 1950’erne, foregik mere ekstreme tilfælde.  Dette bliver tydeligt i fortællingen om Erik og gør også udfaldet for hans opvækst og personlighed.

”Ondskaben” er en virkelig god fortælling om det at blive voksen og prøve at ændre den sociale arv. Det er en fortælling om den barske virkelighed for Erik og om at ondskaben ikke sidder i knytnæverne, men i tanken og årsagen til man vælger at slå.