Jeg har de vildeste “book blues” efter jeg i går færdiggjorde “Fourth Wing” af Rebecca Yarros.
Det var en af de læseoplevelser, som er alt for hurtigt overstået, fordi man gerne vil have, at den varer ved, men samtidig er den så fængende, at den praktisk taget læser sig selv.

Handling:
Historien foregår i landet Navarre i en omfattende, men for en gangs skyld også let at forstå, fantasyverden, hvor mennesker og drager har allieret sig for at overleve.
Vi møder den 20 årige Violet, som helst vil følge i sin fars fodspor og gå i lære som Scribe – en slags historiker, bibliotekar, sekretær, som skal værne om landets historie.
Hendes mor har dog helt andre planer. Som forstander for akademiet tvinger hun sin datter til at følge i sin mors, søsters og brors fodspor for i stedet at træne til det mere prestigefyldte hverv som dragerytter. En dragerytter er forbundet til en bestemt drage, som vedkommende deler tanker og følelser med gennem et særligt psykologisk bånd. Dette bånd gør også at rytteren på sigt bliver i stand til at bruge dragens magi til at skabe sin egen “signet” som er en særlig evne, som tager udgangspunkt i rytterens personlighed. Det kan være alt fra tankekontrol til elementær magt over vind eller is.
Ud over at være prestigefyldt er selve træningen til at blive dragerytter dødsensfarlig og da Violet selv er skrøbelig, lille og bleg har hverken hun selv eller hendes omverden nogen forventninger om, at hun vil overleve det. Der er blandt lærere og elever nærmest en forventning om, at de skal slå hinanden ihjel både i og uden for træningen for i sidste ende at få lov at binde sig til en af de knap 100 drager, som sætter pris på brutalitet og mod i deres kommende ryttere.
Som et lille twist er første generation af “forrædernes” børn ved at være færdige som drageryttere. Efter et oprør blev forræderne henrettet og deres børn fysisk mærket og tvunget til at gennemgå træningen som drageryttere og forsvare det land som deres forældre forrådte – eller dø i forsøget. Allerede første dag står Violet ansigt til ansigt med forrædernes leders søn Xaden, som nærer et naturligt had til Violet fordi hendes mor henrettede hans far. En klassisk “os-dem” problematik med et tvist af hævngerrighed, som selvfølgelig gør det hele meget mere spændende.

Hvorfor er den blevet sådan et fænomen?
Jeg går ofte uden om de store litterære fænomener, fordi de altid bliver blæst op til noget som ingen bog kan leve op til. Det er første gang i lang tid, at jeg overhovedet ikke er blevet skuffet over en af de “opblæste bøger”. Da jeg læste første kapitel blev jeg først vildt irriteret over, hvor ungt og nutidigt sproget var, men jeg må ærligt indrømme at det også var det der gjorde, at jeg blev ved med at læse. Handlingen er actionpræget, hurtig og brutal. Der bliver ikke lagt fingre imellem – hverken med blod eller sex, så sarte sjæle skal måske gå en bue uden om.
Det der især bærer historien er en troværdig karakterudvikling både blandt hoved- og bipersonerne. Violets mod, intelligens og indre styrke driver historien frem i et hæsblæsende tempo, hvor hele følelsesregisteret kommer i brug. Uden spoilers kan jeg godt afsløre, at jeg stortudede til slut, i en grad jeg ikke har gjort siden “Crooked Kingdom”.

Gnavne drager, blod, seksuelle spændinger og farlige hemmeligheder. What’s not to like? Jeg glæder mig i hvert fald til november, når anden del af trilogien udkommer.

Første linjer: “Conscription Day is always the deadliest. Maybe that’s why the sunrise is especially beautiful this morning – Because I know it might be my last”

Forfatter: Rebecca Yarros

Sprog: Engelsk

Sidetal: 498