Forbrydelsens sind

Forbrydelsens sind

Første sætning: “Når et menneske begår alvorlig personfarlig kriminalitet, eller i yderste tilfælde drab, efterlader det os med et rungende spørgsmål: Hvorfor?”
Forfatter(e): Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen (i samarbejde med Kristina Antivakis)
Forlag: Politikens forlag
Sider: 272
Udgivelsesdato: 7/3 2022

I “Forbrydelsens sind” tager Tine Wøbber, Mette Brandt-Christensen og Kristina Antivakis os ind i forbrydelsens verden ved at præsentere os for otte kriminelle personers historier. Via Tine og Mettes arbejde som hhv. retspsykiater og retspsykolog har de et indblik i en verden, som vi andre sjældent bliver lukket helt ind i.
Jeg er stor fan af true crime genren og jeg vidste derfor med det samme, at jeg gerne ville anmelde denne bog.

Bogen starter med en præsentation af Tine Wøbber og Mette Brandt-Christensen. Her fortæller de om deres karriere og hvilke spørgsmål der har optaget dem undervejs. Herefter kommer kapitler om hver af de kriminelles historier, lidt om psykiatriens historie, psykologiske tests m.m.
Det jeg synes fungerer virkelig godt i denne bog, er inddelingen af de personlige fortællinger. Først fortæller den kriminelle om deres liv og barndom og hvad der førte op til deres kriminelle handling. Herefter fortæller forfatterne om deres møde med den kriminelle og deres tanker vedr. deres personlighed og valg. De kommer endda også med et bud på hvor det begyndte at gå galt og hvor “point of no return” var. Dette er virkelig interessant.
Her følger så et lille afsnit, hvor den kriminelle fortæller om livet efter forbrydelsen og til sidst er der et “fakta-afsnit” om eventuelle diagnoser, den kriminelle har fået.
Det at høre historierne fra personen selv, gør virkelig noget godt for denne bog – og at man bagefter får eksperternes tanker og teorier er bare endnu bedre. Derudover vil jeg så sige at de fortællinger vi får, ikke er for sarte sjæle. Der er forskel på at høre historierne fra andre – og så at høre dem fra personen selv. Det gør at man ikke får lov til at glemme at dette virkelig er sket, hvilket klæder true crime genren. Det er ikke underholdning. Dette er folks liv.

Flaskerne med gas og dunkene med benzin trillede rundt i bilens bagagerum, mens Morten kørte gennem byen. Den torsdag eftermiddag i 2015 var han opkogt, vred og fast besluttet på at give ekskæresten et ultimatum. Hun skulle være sammen med ham igen, og hvis hun nægtede, ville han kidnappe hende. Glippede det, ville han springe dem begge i luften.

Forbrydelsens sind.

Bogen er som sagt meget opdelt, hvilket fungerer godt, fordi man kan tage én historie ad gangen. Det er ikke en bog jeg ville læse i ét stræk, da jeg synes man har brug for at tænke over de forskellige historier, når man er færdig med en.

Bogens layout er virkelig lækkert, hvilket jo bare er en ekstra bonus.

Jeg giver “Forbrydelsens sind” 4 skrivepenne. En interessant og spændende bog, som er helt perfekt til true crime fans. Letlæst, men ikke let glemt. Jeg kan garantere at du vil finde bogen interessant, hvis du er til genren.

Tagget i:

Rikke K

Relaterede indlæg

Svar