“Hun havde forestillet sig, at man ville kunne se, hvor spåkonen boede, men dørene på etagen ligner alle sammen hinanden med deres ridsede messinghåndtag og numre.”

De fire søskende Simon, Klara, Daniel og Varya blive fører at en spåkone, er flyttet til byen. Spåkonen er kendt for at kunne forudsige menneskers dødsdag, og dette tiltrækker dem endnu mere og de bliver enige om at opsøge hende og se hvad hun kan. Efter seancerne ved de ikke helt om de tror på hende, de er dog alle bange, skræmte af selve kvinden, men også profetierne og fortæller ikke hinanden om de individuelle oplevelser hos spåkonen eller om hendes forudsigelser.

De lever deres liv, bliver ældre og begynder så småt at studere og flytte hjemmefra, men alle med en dato i baghovedet om hvornår deres tid måske rinder ud. Ingen af dem ved ikke om de helt skal stole på spåkonens forudsigelser, men kan alligevel heller ikke slippe det, og derfor bliver datoen også afgørende for nogle af deres valg i løbet af livet.

“Hun kunne træffe det valg, hun var på vej til, og hendes liv ville fortsætte som før denne afvigelse og forblive symmetrisk. I stedet knappede hun sin frakke op for at lukke den kolde luft ind. Og så vendte hun om.”

Jeg blev hurtigt indfanget af historien og dens plot da bogen starter med at de fire børn er hos spåkonen, og kommer dermed hurtigt og godt fra start. Man er ikke i tvivl om hvad bogen fra start vil fortælle en, og skrider stille og roligt fremad. Man læser om hver de fire børn, der hver skal finde sig selv, relationerne til hinanden og vejen igennem nuet til fremtiden. Til at starte med, ved man ikke særlig meget om børnene, men de ved måske heller ikke helt så meget om dem selv, da de jo netop er børn. Tanken om at lade læseren “vokse op” sammen med børnene er en rigtig fin detalje hvilket giver en et sug i maven med henblik på at man lærer personerne bedre og bedre at kende, kommer til at holde af dem, men måske samtidig ved hvornår de skal dø. Problematikkerne i roman er som i så mange andre helt normale og identitetssøgende. Dog har alle fire hovedpersoner hele tiden en lille bagtanke om hvornår deres tid rinder ud, og hvordan får man så mest ud af tiden og livet.

Romanen er delt op i fire hovedafsnit, hvor man hver især følger de fire søskendes liv hver for sig, dog med en del indgriben ind i hinandens liv. Jeg var særligt fascineret af Simons liv, selvom det som sådan ikke er nogen ny fortælling at en ung dreng flytter hjemmefra og trodser sin familie, bliver danser på en bar og omgås det homoseksuelle miljø, bevægede det mig, og jeg kom hele følelsesregisterets igennem. De tre andres historier og liv er også fængende og meget fint beskrevet.

Romanen er velskrevet, og man kommer hurtigt ind i de forskellige personligheder samt deres drømme og veje i livet. De fire søskende kommer i stor grad til at leve meget forskellige liv, selvom de kommer fra samme kår, men man kan også spørge sig selv om de havde valgt som de havde, hvis de ikke havde kendt slutdatoen. Man hører altså egentlig om 4 forskellige liv, med kærester, bosituationer, venner og familie. Det kedelige og det sjove, det skæve og der hvor man ikke troede livet live bringe en hen – på godt og ondt. Deres slutdatoer bliver ikke udtalt meget i bogen, men den sidder hele tiden i ens baghoved og ænder både personer og læser i nakken.

“Varya ved godt, at det er lige så umuligt at standse aldringen, som det er at tro, at en tvangshandling kan forhindre noget slemt i at ske. Men alligevel har hun lyst til at råbe: Du må ikke dø.”

Romanen sætter fokus på det at leve livet, og på at tage chancen. Hvis du vidste hvornår du skulle dø, ville du så leve anderledes, og ville denne levemåde så netop være skylden i din død.

En fin roman med et skarpt Carpe Diem tema – som langt hen af vejen fungerer.