Forfatter: Armando Lucas Correa
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivelsesdato: 6. august 2020
Sider: 288
Første sætning: “Er det Mrs. Duval? Elise Duval?”

“Datterens fortælling” er baseret på virkelige hændelser. Ligeså snart en bog handler om 2. verdenskrig, og er baseret på virkelige hændelser, tænker man lige lidt ekstra over alt man læser. Det går bare hurtigt lidt ekstra ind under huden på én.
Armando Correa har også skrevet Den tyske pige, der blev en international bestseller.

I “Datterens fortælling” læser man om to forskellige historier. Den første foregår i New York i 2015, hvor vi møder den ældre kvinde Elise. Elise modtager et opkald fra en kvinde, der siger at hun har en bunke tyske breve til hende. Disse breve skal vise sig at være minder fra fortiden, og fra et liv Elise troede hun aldrig skulle konfronteres med igen.

Den anden fortælling foregår i Berlin fra 1939 og nogle år frem. I denne del af bogen, som også er størstedelen, følger man Amandas kamp for at holde sammen på sin familie.
Første gang vi møder Amanda bor hun sammen med sin mand og to børn i Berlin.
De er jøder og ejer en boghandel, men der går ikke længe før, de er ofre for nazismen og deres boghandel bliver brændt ned.
Herefter bliver Julius hentet af nazisterne, og Amanda ved godt at hun nu er nødt til at komme langt væk fra Berlin. Amanda flygter mod Frankrig med sine to døtre og på denne rejse er Amanda hurtigt nødt til at tage et ubærligt valg i et forsøg på at redde de to døtre. Familien bliver skilt og bogen viser Amandas modige kamp for at samle familien igen.

“Lov mig at brevene når frem til Viera. Lov mig det, Claire. Det er det eneste, jeg vil bede dig om.”

Datterens Fortælling

Jeg blev med det samme grebet af “Datterens fortælling”. Selvom man forholdsvis hurtigt finder ud af hvordan de to historier er viklet ind i hinanden, er man stadig fuldstændig grebet fra start.
Bogen var interessant hele vejen igennem, og den er skrevet i et flydende sprog der er nemt at læse.
Bogen er opdelt i dele, som alle er en tidsperiode – og dette giver et godt overblik. F.eks. “ET. Besøget. New York, april 2015”.
Kapitlerne er ikke for lange og på den måde, får man meget hurtigt læst bogen færdig – for man kan jo altid nå et kapitel mere. Den ene side tager simpelthen den anden.

“Datterens fortælling” fanger fra første kapitel – den er rørende, spændende og letlæselig.

De personer man følger i romanen er også værd at nævne her. Udover det flydende sprog, tror jeg det er persongalleriet der gør at jeg blev så glad for denne bog. Selve historien har man nok hørt før, ihvertfald mere eller mindre. Men kvinderne vi følger i denne bog er seje, beundringsværdige og står konstant overfor svære beslutninger og valg.

Armando Lucas Correa er en virkelig dygtig forfatter og jeg skal hurtigst muligt have fat i hans første roman.

“Datterens fortælling” får 5 skrivepenne af mig – jeg kommer til at anbefale den til alle!