Citronbjerget

Citronbjerget


Forfatter: Eva Tind
Udgivelsesdato: 03. maj 2023
Første sætning: Det var en helt almindelig tirsdag i august, jeg modtog et anbefalet brev fra Korea om min
ukendte bedstefars død.

Betina Christiansen fra Lydboghylden.dk har skrevet denne gæsteanmeldelse af ”Citronbjerget”.

”Citronbjerget” blev hurtigt populær efter sin udgivelse og jeg blev som så mange andre draget mod
bogens mystik. Da jeg gik i gang med at høre lydbogen, var det lige præcis mystik, der prægede
fortællingen.

Sui er dansk-koreaner, men har aldrig besøgt Korea. Hun har heller aldrig mødt sine slægtninge og den
eneste tilknytning, hun har til denne side af familien, er et billede af sin bedstefar. Sui bliver derfor meget
forundret, da hun får et brev fra sin afdøde bedstefar om, at hun har arvet hans hytte på Citronbjerget.

Sui arbejder som forfatter og er ved at blive skilt fra sin mand. Derfor er der er ikke noget, der forhindrer
hende i at begive sig afsted mod Korea og Citronbjerget. Uanset hvad Sui på forhånd havde forestillet sig,
bliver intet dog, som hun havde ventet.

Inden længe bliver Sui både konfronteret med en mand, der påstår, at han har gået i skole med Sui, og med
en potentiel morder. Sui finder også nogle underlige påfuglevinger i tændstikæsker i køleskabet. Hvem er
den mystiske mand, har hendes gartner virkelig begået et mord, og hvorfor har hendes bedstefar gemt
påfuglevinger i køleskabet?

”Citronbjerget” er en finurlig fortælling, der rykker til vores grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Da
startede med at høre lydbogen, var jeg ikke forberedt på at skulle udfordres med religiøse ceremonier,
shamaner, og overnaturlige evner. Eva Tind formår dog at flette elementerne ind i historien på en
overraskende naturlig måde.

Vi får historien fortalt fra hovedpersonen Suis perspektiv. Sui har levet et helt almindeligt liv i Danmark og
forundres ved det, hun oplever i Korea. Hun forstår heller ikke, hvordan hun skal kunne overtage sin
bedstefars plads som shaman. Suis forunderlige oplevelser spejlede derfor min egen undren. Jeg tror, det
var lige netop dét, der gjorde at jeg kunne fastholde et åbent sind for bogens univers.

Jeg var særligt begejstret for bogens slutning. Den binder det hele sammen, men efterlader samtidig meget
åbent til fortolkning. Derfor er ”Citronbjerget” også en bog, som jeg har haft i tankerne i noget tid, efter jeg
har læst den.

”Citronbjerget” er en smuk fortælling om at miste fodfæstet i midten af livet og genfinde sig selv på en helt
anden måde, end man havde regnet med. Jeg kan anbefale lydbogen til alle, der har mod på at blive
udfordret med en anderledes og hyggelig fortælling. Desuden er oplæseren af lydbogen Sara Ullner, der er
og bliver en af mine yndlingsoplæsere.

Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Svar