Jeg satte mig på en cafe med denne bog i hånden og begyndte at læse og meget hurtigt blev alle andre lukket ude. Kun den halvmelankoliske musik i baggrunden blev hængende som et ekko inden i mig, og den blandede sig hurtigt med Signes ord. Jeg sad der den næste time med en dyb panderynke og vidste ikke om jeg skulle græde, grine eller finde det hele finurligt og underfundigt. Denne bog og skønne fortælling handler om alt og intet, og det i sin værste forstand.
Solveig og Emilie er taget på ferie sammen. Solveig er meget syg og Emilie tænker hele tiden på det. Solveig beder hende om at lave et lille skriv om hende, til når hun er død. En slags fortsættelse af hendes liv, bare på skrift for at tænke på hvordan livet mon kunne være blevet for Solveig. Bogen er spækket med små uddrag, som Emilie har skrevet om hendes liv, om mænd og børn og alle de gode ting i livet som hun ikke vil opleve.
Solveig er 45 år og har fået stillet diagnosen ALS, som hun kommer til at dø af. Hun samler på oplevelser, og det har som sådan ikke noget med hendes sygdom at gøre, det har hun altid gjort, og de bedste er ofte de mest besværlige.
Solveig og Emilie har været venner altid, helt fra de var børn. Fortællingen er strikket sådan sammen at man læser om hvad der sker på deres rejse, sammenholdt med små klip tilbage i fortiden og ind i den fremtid som aldrig kommer. Forfatteren har en speciel måde at lirke alle tingene sammen på. Først sidder man og læser om noget der sker lige nu, og herefter er man i et barndomsminde uden at opdage det. Det er fortryllende men også forfærdeligt, og jeg sidder med skiftevis grinende og sammenbidte øjne og sind, da historien går fra det lykkeligste barndomsminde over i den grummeste tanke.
Bogen indeholder fantastiske beskrivelser, og livsbekræftende citater:
“I indkørslen skubbede græs og mælkebøtter fliserne skæve, og der hang spraglede tæpper på væggene i de højloftede rum.”
“Danny er typen, der stiller spørgsmål for at høre svaret. Det er ikke noget, man oplever ofte. Mange mennesker bestiller ikke andet i en samtale end at vente på selv at komme til at sige noget.”
En roman om alt og intet og det midt imellem. Det man ikke tænker kunne blive et minde gør det og det man tænke at man ville huske resten af sit liv blev glemt. Minder og historier, fortællinger og anekdoter om to piger som sammen blev voksne.
En bog om løfter man giver men som man godt ved ikke kan holdes.
En meget dyb, men samtidig letlæselig bog som sætter sig fast under ens hud, som jeg ville anbefale alle at læse, for det fantastiske sprog, de malende billeder, de små stemningssættere, det store billede og de små detaljer i livet. Hun får alt med på 200 sider og man er ikke i tvivl om at hun er en forfatter med noget på hjerte.
”Jeg ser fremtiden meget klarere nu, hvor jeg ikke er en del af den.
Titel: Signe Langtved Pallisgaard
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 202
