Forfatter: Vilma Sandnes Johansson

Udgivelsesdato: 26. januar 2022

Første sætning: Forår 2018. DESTRUER, BEHOLD, HVAD ER DET? Sengen: væk, Gulvtæppet: mast op på loftsrummet, Tøjet: i sorte sække. Bortset fra det flotteste, son nu hænger i mit garderobeskab.

Vilma er kun 13 år, da hendes mor diagnosticeres med uhelbredelig kræft. Lægerne ved ikke, hvor lang tid Vilmas mor har igen – mellem 6 – 48 måneder, og sygdommen kommer naturligvis til at være til stede i Vilmas liv i alt, hvad hun foretager sig.

Som alle andre teenagere skal Vilma finde sig selv, og vi er med på sidelinjen i de næste fem år, hvor hun prøver at leve så normalt et ungdomsliv som muligt med veninder og kærester, samtidig med at hun hele tiden tager sig af sin mor, mens hun savner tiden før sygdommen og frygter for dagen, hvor moren skal dø.

Mit første møde med et barns fortælling om en mor, der skal dø af kræft, var i Patrick Ness’ fantastiske mesterværk ”Monster” fra 2011. Jeg var dybt fascineret og bevæget af den måde, han skildrede et barn i krise – både over at skulle miste en mor, men også over ikke at kunne have en normal barndom med plads til venskaber og udvikling. Jeg var derfor meget bevidst om, at jeg ville komme til at sammenligne ”Tænk ikke på mig” med ”Monster”, selvom de er skrevet med to vidt forskellige vinkler.

Hvor Patrick Ness veksler mellem virkelighed og fantasi, bliver Vilma Johansson i den barske virkelighed. Bogen veksler mellem to spor; den kronologiske fortælling om Vilmas daglige liv og uddrag af Vilmas dagbog, som hun begynder at skrive, da hendes mor får konstateret kræft og frem til hendes død.

Uddragene fra dagbøgerne kan bedst beskrives som mentale mavepustere, og jeg var egentlig taknemmelig for, at der var nogle kapitler med hverdagsliv imellem uddragene, for jeg begyndte at hyle hver gang, jeg skulle læse et.

”Jeg ved ikke, hvor lang tid du er her endnu. Det er okay, hvis du ikke er her i morgen. Du skal ikke føle dig presset til at leve for min skyld. Men det er også svært at holde op med at græde”.

Måske er det fordi, jeg til daglig arbejder som lærer, men jeg er altid optaget af unge menneskers relationer til hinanden – især, når de er i krise. Derfor var et af de spor, som jeg var meget optaget af, Vilmas relation til hendes veninder, og dem møder vi forskellige typer af. De veninder, der trækker sig fra Vilma, da de ikke ved, hvordan de skal tale med hende om hendes mor, og de veninder, der er der for Vilma igennem tykt og tyndt.

Problematikken omkring, hvordan man som 13-årig forholder sig til en veninde, hvis mor skal dø, bliver udfoldet, og samtidig er Vilma meget bevidst om at beskrive sit eget 13-årige jeg; hvordan forholder man sig til sine veninder, når man gerne vil være mere end ”pigen, hvis mor har kræft”, men samtidig føler, at det er hele ens identitet?

”Efter skole følges jeg hjem med Frida. Jeg ved ikke, om hun forventer, at jeg siger noget om mors sygdom, før vi skilles. Bare lige nævner det. Jeg ved ikke, om jeg forventer, at hun siger noget. Jeg håber ikke, at hun tror, at jeg forventer, at hun siger noget”.

”Tænk ikke på mig” er en fortælling om sorg, men også en fortælling om den dybe kærlighed, der er mellem mor og datter. Om den fortvivlelse, man som pårørende går igennem, når ens elskede er uhelbredeligt syg, og om glæder i hverdagen, som der heldigvis også er mange af, selvom de kun kommer i små glimt.

”Tænk ikke på mig” er Vilma Sandnes Johansonns forfatterdebut, og jeg er på alle måder imponeret og giver bogen mine bedste anbefalinger.