Harlem Shuffle

Harlem Shuffle

Forfatter: Colson Whitehead

Udgivelsesdato: 15. februar 2022

Første sætning: Det var hans fætter Freddie, der fik trukket ham ind i røveriet en lummervarm nat i begyndelsen af juni.

Colson Whitehead, dobbelt Pullitzerprisvinder, er tilbage med romanen ”Harlem Shuffle”. En familiehistorie i tre dele om skurke og venskaber, om loyalitet og bedrag, om racisme og magt og ikke mindst om New Yorks berømte og berygtede bydel, Harlem.

Jeg elsker en god familiehistorie, hvor vi får lov at lære personerne at kende og følge deres udvikling over længere tid. Ligesom jeg elskede at se Francie fra ”Der vokser et træ i Brooklyn” vokse op, så blev jeg lynhurtigt fascineret af hovedpersonen Ray Carneys pragmatiske og lidt naive tilgang til livet som forretningsmand, ægtemand og småkriminel i Harlems gader.

Da vi møder Ray Carney første gang, trives han med at drive sin møbelforretning i 125th street. Fætteren Freddie kigger forbi en gang imellem med hælervarer, som Carney sælger videre. Som forfatteren formulerer det: ” Carney var lovlydig i den forstand, at han ikke var så kriminel igen. En udenforstående ville måske få det indtryk, at Carney jævnligt handlede med hælervarer, men sådan så han ikke selv på det. Det drejede sig om en naturlig strøm af varer ind og ud af forretningen, ind og ud af folks liv, og Ray Carney sørgede bare for at den omsætning kunne finde sted. Som mellemmand”.

Da fætteren Freddie får involveret Carney i et større røveri på Hotel Theresa, ændrer det forretningsgangen hos Carney, som nu skal håndtere både korrupte politibetjente og mafiabosser, der alle vil have en del af den indtægt, han får skrabet sammen.

Carney selv lever to liv. Et som Elizabeths ægtemand, Mays far og pålidelig møbelsælger, og et – der leves i midnatstimen, hvor lovlydige borgere sover – hvor han planlægger hævn over sine fjender og ordner sine lyssky affærer.

På trods af Carneys noget tvivlsomme karakter, så kan vi ikke andet end at holde af ham. Han sætter familien, ære og loyalitet højt, og han passer på dem, han har kær. Han drømmer om et bedre liv for ham selv og hans familie, og en af hans yndlingsbeskæftigelser er at gå lange ture i Harlem og så på huse og lejligheder, som han håber at kunne flytte familien til.

Som titlen antyder, handler ”Harlem Shuffle” om at blande eller sammensætte Harlem i en ny orden. Vi bliver vidner til en omstrukturering i hierarkiet i bydelen, i første fortælling om de små tyveknægte der stjæler fra de større. I anden fortælling om oprøret mod den sorte elite, og i tredje fortælling om oprøret mod de hvide.

Colson Whitehead har tydeligvis været inspireret af Alexander Dumas’ ”Greven af Monte Christo”, som han både direkte og indirekte referere til i ”Harlem Shuffle”. Klubben for de sorte, velhavende forretningsmænd, som man skal være en del af, for at kunne rykke op i hierarkiet, hedder symbolsk nok Dumasklubben. Og da en noget naiv Carney har betalt en stor sum penge under bordet til formanden Duke, og denne alligevel ikke begunstiger ham med optagelse i klubben, indleder Carney et ægte hævntog mod Duke, ganske som i Greven af Monte Christo. Litterære referencer får altid vores forventninger til at stige – læseren må selv vurdere, om forventningerne bliver indfriet i denne roman.

Racisme er en del af hverdagen i Harlem. De hvide møbelforretninger vil ikke tillade Carney at sælge deres møbler – ”Vores varer forhandles kun i hvide forretninger”, sagde han, med den sædvanlige racistiske foragt – men også blandt dele af den sorte befolkning møder Carney racisme. Eksempelvis kommer Elizabeths far sig ikke over at hun har giftet sig med en mørkere mand end hende selv, og han fortæller stolt, at han og hans familie jo næsten kan gå for at være hvide. ”Carney tænkte på, om det stadig gav det der lille gib i Alma (svigermor), når hun betragtede sit barnebarn, om hun følte sig skuffet over, at hun ikke var blevet lys i huden som Elizabeth”.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på byen Mallard i Britt Bennets ”Det, der skiller os” i denne sammenhæng. Problematikken – ”at være for sort eller lys nok til at være hvid” – er jeg ikke rigtigt stødt på i litteraturen før, og det overrasker mig faktisk, at der også blandt det, der burde være egne rækker, er et sådan behov for at hævde sig selv og holde andre nede.  

Bogen har potentiale til at blive både spændende og medrivende, men jeg synes ikke, Colson Whitehead leverer på samme måde, som da han skrev ”Den underjordiske jernbane”.

Birollerne i romanen bliver desværre ikke foldet så meget ud, som man kunne have ønsket. Pepper, et stort brød i overalls, som slår først og spørger bagefter, ville jeg gerne have lært endnu bedre at kende, og ofte bliver vi som læsere sendt ind et tilbageblik eller en tankerække, som vi først kan sætte i sammenhæng med fortællingen efter flere sider.

Det gjorde bogen en anelse tung at læse, men ikke desto mindre er det en vedkommende og skøn fortælling.

Jeg glæder mig til den (forhåbentlig) bliver filmatiseret – kunne man mon være så heldig, at Mahershala Ali spiller Carney?

Mette

Bor i Kokkedal med min mand og mine to teenagere. Til dagligt underviser jeg udskolingsklasser i dansk og engelsk.

Relaterede indlæg

Et eventyr – Stephen King

Et eventyr – Stephen King

Napoli romanerne

Napoli romanerne

Svar