Pigerne fra Nord

Pigerne fra Nord

“Pigerne fra Nord” er skrevet af Nina Ullmann og er hendes anden bog.

I bogen møder vi Kitty, Mathilde og Susan – tre kvinder i deres bedste alder. De er veninder og har været det gennem hele livet, men nu står alle tre overfor livsændrende omstændigheder – kan de holde sammen på trods af det?

Kitty er gift med Simon og har børn. Sammen har de boet i Indien, Danmark og Norge – og det var i Norge de til sidst faldt til ro. Første gang vi møder Kitty er på hospitalet, da hun får beskeden om at hun har fået lungekræft.

Mathilde er venindegruppens karrierekvinde. Hun er kærester med Erik og sammen nyder de byens bedste restauranter, barer osv. Mathilde opdager at hun er gravid – og det var ikke ligefrem planen. Hun døjer med hvordan hun får det sagt til Erik – og med tanken om han overhovedet er ligeså investeret i deres forhold som hun er…

Susan lever på landet med sin familie. Som hun er blevet ældre, er hun begyndt at lege med tanken om at færdiggøre sin uddannelse som sygeplejerske. Hun ved at dét at færdiggøre uddannelsen vil betyde at hun ikke kan være så meget hos familien mens hun studerer…

Samtidig med at Susan og Mathilde kæmper med deres egne udfordringer, får de nyheden om at deres bedste veninde har lungekræft og at hun ikke får det bedre…

 

Hver kapitel starter med et citat, der passer til kapitlet. Bogen starter og slutter også med et. Dette kunne jeg faktisk virkelig godt lide. Citaterne var godt valgt og de virkede ikke malplacerede. Bogen starter med følgende citat:

“Skønhed, sandhed, venskab og kærlighed er de største værdier i livet. Vi kan hverken bevise eller forklare dem, og alligevel skaber de den største stabilitet i vores liv.”
– Jesse Herman Holmes

Jeg nød at læse “Pigerne fra Nord”. Nina Ullmann har et ukompliceret og naturligt sprog, som gør historien nem at læse. Det er en bog du kan læse hurtigt, men du kan også gøre som mig – læse den mens du læser flere andre bøger. Den er nem at “hoppe” tilbage ind i.
Nina Ullmann har formået at skildre kvinders, til tider, komplicerede venskab uden at gøre det for dramatisk. Det er noget jeg virkelig elsker ved denne bog.
Historien bød dog ikke på de store overraskelser og det kunne jeg måske godt savne lidt.

 “Pigerne fra Nord” er en respektfuld fortælling om tre kvinders kærlighed og mod. 
Den får derfor 4 skrivepenne af mig.

 

 

 

 

Forfatter: Nina Ullmann
Sider: 295
Forlag: Byens forlag
Sidste sætning(er): “Det slog mig pludselig, at venner er som stjerner. Du kan ikke altid se dem, men du ved, at de er der.”

Rikke K

Relaterede indlæg

Jorden kalder Chloe

Jorden kalder Chloe

Tempel

Tempel

Svar