Outlander

Outlander

Jeg læste Outlander første gang for ti år siden. Nu hvor den er blevet filmatiseret som serie, valgte jeg at genlæse den fantastiske historie.

Historien begynder i 1946 lige efter Anden Verdenskrig. Claire er på ferie i det skotske højland med sin mand, Frank. Hun overværer en hemmelig ceremoni ved Craigh Na Dun, og bliver ved berøringen med en af stenene sendt mere end 200 år tilbage i tiden til 1743. Her møder hun en engelsk officer ved navn Jack Randall, der ligner hendes mand til forveksling (han viser sig senere at være en forfader til hendes mand). Jack Randall er bestemt ikke en gentleman, og hun bliver reddet fra hans kløer af en gruppe mænd fra Mackenzieklanen, som tager hende med hjem til Castle Leoch. Clair har arbejdet som sygeplejeske under Anden Verdenskrig, og den viden hun har med sig, giver hende hurtigt rang af healer blandt Mackenzieklanen. Claire knytter bånd med en ung højlænder ved navn Jamie Fraser, og er tvunget til at gifte sig med ham, for at undgå at falde i hænderne på Jack Randall igen. Claire har indtil da haft som mål at vende tilbage til Craigh Na Dun for at forsøge at komme hjem til sin mand, Frank. Nu bliver hun pludselig i tvivl om, hvad der egentlig er hendes højeste ønske – At blive eller tage hjem.

Historien om Claires rejse tilbage i tiden er medrivende. Sproget er til tider svært, da en stor del af det talte sprog er skotsk slang og mumlen. Det var mere end én gang, at jeg måtte slå besynderlige ord op (sassenach, bahooky, numptie). Efter at have læst halvdelen af bogen begyndte sproget dog at blive mere flydende for mig, og da bogen lakkede mod enden, faldt det mig næsten naturligt at læste de svære skotske vendinger.

Hvis man har hang til fantasy eller romantik, kan denne bog sagtens fænge. Grænsen mellem magi og overtro er næsten usynlig, og især fordi overtroen er så stor en del af hverdagen i 1700-tallets Skotland, spekulerer man hele tiden på, om der mon er andre ting end stenene ved Craigh Na Dun, der rummer magi.

Jeg er naturligvis ved at give mig i kast med resten af serien – som jeg ikke har læst før – og glæder mig meget til at vende tilbage til det skotske højland og Claire Fraser.

imageimageimageimageimage

Forfatter: Diana Gabaldon

Læst på engelsk

Originaltitel: Outlander

Første sætning: “It wasn’t a very likely place for disappearances, at least at first glance.”

 

Sara

Related Post

Svar