Titel: Et lille liv
Forfatter: Hanya Yanagihara
Sider: 790
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2016

Når en roman bliver meget ‘hypet’, når alle læser den og snakker om den, står jeg lidt af. Dette er sket et par gange, blandt andet med “Den der lever stille” af Leonora Christina Skov og “Et lille liv” af Hanya Yanagihara. Det er egentlig helt skørt, da begge læseoplevelser har været fuldstændig fantastiske og jeg nu ville ønske at jeg havde været med i snakken, da den var på sit højeste. Nå, men… Det er nuvel sådan det skal være for mig.

Jeg blev færdig med “Et lille liv” for 3 måneder siden, og det har aldrig taget mig så lang tid at skrive en anmeldelse før. På et tidspunkt besluttede jeg mig faktisk for ikke at lave én. Jeg føler helt enkelt ikke at jeg kan beskrive bogen godt nok. Men nu prøver jeg, og så håber jeg bare at alle vil give den en chance.

I “Et lille liv” følger vi fire venner gennem størstedelen af deres liv. Historien starter da Willem, JB, Malcolm og Jude flytter til New York “to make it”. De har ingen penge, men en masse drømme i hver deres retning.
Willem og Jude flytter sammen ind på lejligheden i Lispenard Street, som kommer til at danne rammen om de næste mange år.
Stille og roligt lukkes man som læser længere og længere ind i deres historie og man opdager at alt er langt fra godt. Disse mænd har hver deres skæbne og fortid, hvor noget er bedre end andet. Venskabet mellem dem skal også vise sig både at blive stærkere, men også til tider helt brydes. Historien foregår jo over mange år, og det virker kun naturligt at venskabet går op og ned.

Men det er en særlig slags kærlighed, fordi det er en kærlighed, der ikke bygger på fysisk tiltrækning eller nydelse eller intellekt, men frygt. Man har aldrig kendt til frygt, før man får et barn, og måske er det det, der narrer os til at tro, at denne kærlighed er mere storslået, fordi frygten selv er mere storslået. Hver eneste dag er ens første tanke ikke “jeg elsker ham”, men “hvordan har han det?” Verden forvandler sig med ét til et forhindringsløb af rædsler. Jeg kunne holde ham i mine arme og vente på at komme over gaden, og så begyndte jeg at tænke på, hvor absurd det var, at mit barn, at noget barn, skulle kunne forvente at overleve dette liv. Det virkede lige så utroligt som en af de der sommerfugle sidst på foråret – du ved, de små hvide nogen – som jeg nogle gange så flakse gennem luften, altid kun få millimeter fra at blive smadret mod en forrude.

Et lille liv, Hanya Yanagihara

På et tidspunkt begynder historien at handle mere om Jude. Jude skiller sig ud fra de andre fra start – ja, generelt skiller han sig ud fra andre mennesker. Han er ekstremt succesfuld, men han gemmer på hemmeligheder man ikke kunne drømme om. Han bærer et tydeligt præg af, at have været udsat for horrible ting i sit liv.
Hele hans liv har han prøvet at glemme hvor han kommer fra, men jo ældre han bliver, jo mere kommer der et krav fra hans omgangskreds om at forholde sig til fortiden.
Man kommer virkelig til at holde af Jude, og det gør mere og mere ondt, jo mere man finder ud af, hvad han har været igennem – og i virkeligheden også hvad han stadig er igennem.

Det er en af de bedste og værste bøger jeg nogensinde har læst. Værst ment på den måde at den var så brutal til tider, at jeg nærmest ikke kunne læse videre. Det eneste der gjorde, at jeg læste et kapitel mere, var håbet om at nu skulle det nok blive bedre for Jude og lyset snart ville komme igen.

Netop hvor god den er, er svært for mig at beskrive. Bogen er blevet kaldt “moderne klassiker”, “et mesterværk”, “fremragende” og roserne haglede ned over den, da den kom ud i 2016.
Noget af det mest imponerende ved bogen, er hvordan forfatteren så indgående kan beskrive et liv i forfald. Hvor hun får det fra, ved jeg ikke, men det er imponerende. Selv hvis det var en selvbiografi, ville jeg være imponeret over evnen til at beskrive følelser, indbyrdes forhold m.m., men det er ikke en biografi og det efterlader kun at sige, at Hanya Yanagihara er en imponerende forfatter.
Hendes evne til stille og roligt at lukke læseren mere og mere ind i historien er en af de ting jeg har tænkt meget over siden jeg lukkede bogen og havde læst sidste side. Selv når man tror, at man ved alt og man har lært personerne at kende, så tager man fejl. Og det bliver aldrig for meget.
Derudover har Hanya Yanagihara en evne udover det sædvanlige til at beskrive mennesker. Man holder virkelig af de personer der er i “Et lille liv” og da sidste side er vendt, sidder man tilbage med en følelse af at savne dem. Lettet over at bogen er slut (det vil du forstå, hvis du læser den) og ked af at man aldrig igen skal høre om Jude, JB, Willem og Malcolm.
Venskab er et af de helt store temaer i “Et lille liv” – og Hanya Yanagihara har i et interview udtalt at venskab i virkeligheden er ‘den store kærlighed’.

I løbet af disse måneder tænkte jeg tit på, hvad det var, jeg forsøgte at gøre – på hvor hårdt det er at holde nogen i live, som ikke ønsker det. Først forsøger man med logik (du har så meget at leve for), så forsøger man med skyld (det skylder du mig), så forsøger man med vrede, trusler og bønner (jeg er gammel. Det kan du ikke gøre mod en gammel mand).

Et lille liv, Hanya Yanagihara

“Et lille liv” er ikke en bog til stranden eller som man lige tager op i toget når man har 5 minutter. Den er barsk – virkelig barsk. Der er passager man nærmest ikke kan komme igennem og som vil sidde i én for altid. Men hvis man kan, så skal man læse den for det er en oplevelse.
Jeg giver “Et lille liv” 6 skrivepenne, da jeg simpelthen ikke kan andet.

Hvis du vil lytte til bogen som lydbog, men ikke har en lydbogstjeneste, kan du kigge på gratislydbog.dk – her kan du nemt skabe dig et overblik over de forskellige tjenester og eventuelle tilbud/kampagner.