Denne roman faldt jeg over fordi den var billig og lige kommet på film, men har ikke fortrudt et sekund at jeg købte den.

I store træk handler den om en mand, der hedder Ove, som bor i et gennemsnitligt villakvarter og det har han gjort siden han var ung og flyttede dertil med sin kone. Nu er Ove nioghalvtreds år, og har svært ved at slippe ud af rutinerne, som han har oplært sig hele sit liv. Hver dag går han en inspektionsrunde i villakvarteret, og sørger for at alt er ved det gamle og at alle regler bliver overholdt til punkt og prikke.

Hans naboer ser han ikke meget til. De er de sidste 30 år blevet skiftet ud til folk, som Ove har svært ved at omgåes, da de er unge og ifølge Ove har en mere lad opfattelse af verden og dette er stik imod Oves filosofi.

En dag bakker en af naboerne ind i Oves postkasse, og dette giver naturligvis grund til megen uoverensstemmelse, men også en start på en ny del af Oves liv, hvor han, selvom han helst bare vil passe sig selv, bliver hvirvlet ind i nogle af naboernes liv, og hans hverdag bliver vendt op og ned.

Bogen er skrevet med så meget karisma og hverdagssprog, at du med det samme føler du står præcis hvor Ove står, du går inspektionsrunderne med ham rundt i kvarteret, og selvom han er en sur gammel mand, kommer du til at holde af ham.

Sproget er levende og humoristisk, og jeg grinede for det meste, men måtte også klemme et par tårer ud her og der.

En nem bog, der går lige i hjertet på én og som er virkelig let at læse.

Den første sætning lyder:” Ove er nioghalvtreds år gammel.”

Men bogen er fyldt med geniale linjer som:

“Klokken var fem minutter i seks om morgenen, da Ove og katten mødtes første gang. Katten syntes omgående meget dårligt om Ove. Følelsen var i allerhøjeste grad gengældt”

” Saaben er så proppet med mennesker, da Ove kører fra sygehuset, at han ustandselig kigger på benzinmåleren, som er han bange for, at den skal bryde ud i en hånlig lille dans over for ham.”

“Så det her burde altså have været dagen, hvor Ove døde. I stedet bliver det aftenen inden morgenen, hvor han vågner med ikke bare en kat, men også en svansperson i rækkehuset. Sonja havde sikkert godt kunnet lide det, selvfølgelig. Hun kunne godt lide hoteller.”