Anmeldelse af Thomas Korsgaards fortsættelse af “Hvis der skulle komme et menneske forbi”. Normalt anmelder vi kun den første bog i en serie, men denne bliver en undtagelse.
Tak til Bookmate, som har givet os tre måneders gratis abbonement, så vi kunne anmelde den som lydbog. Lyt til bogen her.

Vi møder Tue nogle år efter vi mødte ham første gang. Tue går nu i gymnasiet og bor stadig hos sine forældre. I denne bog lærer vi Tue og hans familie endnu bedre at kende.
Tues mor har fået en større pulje penge i erstatning, og bogen starter med at de skal på ferie og at der kan blive holdt kobberbryllup. Man skulle tro, at det gjorde tingene lidt bedre i Tues liv, men nej. Faktisk bliver det hele bare mere absurd. Vold, stoffer, alkohol, misbrug og ren uduelighed er stadig en kæmpe del af hans liv.

Tues mor har det ikke godt psykisk. Hun og Tues far har det ikke godt sammen, og hun sover oftest på sofaen. Derudover har hun en affære med en mand fra Fyn, som hun har lært at kende gennem spil på nettet. Tues mor fortæller Tue om manden og affæren, og ligesom i første bog, er det et af de mange tidspunkter, hvor man får helt ondt i maven. Hvorfor skal Tue involveres i dette? Moren synes, at nu er Tue jo så stor – og det er helt tydeligt, at hendes behov for at fortælle om manden, er større end at passe på Tue.
Derudover er der det åbenlyse, ubehagelige seksuelle forhold mellem Tues far og mor, hvor faren (foran Tue) ofte siger til moren, at nu skal hun op og straffes i soveværelset – det sker hver gang moren gør noget, far ikke bryder sig om.
Eksempler på stille liv, hvor et barn ikke er i trivsel, og hvor man håber ‘der kommer et menneske forbi’, som ser hvad der sker og reagerer.
Faktisk sker dét, som man i hele bog 1 håbede ville ske. En onkel tager en snak med Tue og spørger ham om moren slår. Tue benægter med det samme, men det sætter alligevel nogle tanker og minder igang, som han havde glemt.

I denne bog kæmper Tue med at finde ud af hvad der er ok, og hvad der ikke er. I takt med at han er blevet ældre, er han også mere bevidst om forældrenes forhold.
Han føler ansvar for sin mor, og forstår ikke hvorfor hun bliver hos faren. Samtidig er det et underlæggende tema, at “en dag vil vi grine af det” – altså vi bliver sammen i familien, og en eller anden dag, vil vi tænke tilbage på alt det her, og grine af det. Om de gør det, er jeg nu ikke helt så sikker på.

De fleste omkring Tue kan se at han er homoseksuel, men han føler ikke behov for at kommentere på det i lang tid. Tues far siger bare at Tue er anderledes og mærkelig. I denne bog hører vi også om, hvordan Tue eksperimenterer med sin seksualitet og prøver at finde hoved og hale i det hele.

Alt i alt er “En dag vil vi grine af det” en rigtig god efterfølger. Jeg elskede “Hvis der skulle komme et menneske forbi” og var ikke sikker på, om den næste ville kunne leve op til det. Da jeg så at Thomas Korsgaard selv havde indtalt bogen på Bookmate, tænkte jeg at det måtte være vejen frem – og det skal han virkelig have ros for. Han læser bogen utroligt godt og giver den en portion af humor, jeg ikke tror jeg selv havde fundet frem ved at læse den.
Bogen her har, ligesom den første, hele tiden en undertone af, at noget er helt forkert. Man har ondt af Tue, men man er også vred på hans vegne – hvorfor skal nogen børn vokse op med så uduelige voksne omkring sig?

Thomas Korsgaard er virkelig dygtig til at skildre det her samfund, hvor alt for meget bliver set imellem fingre med.
“En dag vil vi grine af det” er en fantastisk bog og der er absolut ingen grund til ikke at læse den, hvis du har læst den første. Hvis du derimod ikke har læst “Hvis der skulle komme et menneske forbi”, så er det bare at komme igang.
Det er begge bøger der gør ondt og går lige i hjertet.