Forfatter: Marianne Rohweder

Udgivelsesdato: 27. september, 2023

Første sætning: “Subjektiviteten er sandheden” – Søren Kierkegaard

Søstrene Karen, Maren og Mette har ikke haft særlig meget kontakt med hinanden siden barndommen. De lever hver deres liv. Karen, som ambitiøs og dygtig forretningskvinde, Maren, som mor til tre drenge med en fjerde på vej og en mand, som ernærer sig som kunstner i gode perioder og ingenting i dårlige perioder, og slutteligt Mette, som efter en barsk opvækst og en psykisk nedtur aldrig er flyttet hjemmefra og har været stærkt afhængig af sin mors hjælp.

Da søstrenes mor dør, mødes de for at se hinanden i øjnene og planlægge begravelsen. Men spøgelser fra fortiden blander sig i deres samvær, og den dysfunktionelle families hemmeligheder begynder at dukke op til overfladen.

Tillad mig lige at citere fra en anden bog, jeg har genlæst for nyligt:

“Barndommen overgår alle”

Sådan starter billedbogen “Lejren”, der sammenligner det at vokse op med at være fanget i en lejr indrettet af voksne, og den sætning er blevet hængende hos mig. Da jeg læste romanen “Døtre”, blev sætningen ved med at poppe op i mine tanker, for både Karen, Maren og Mette er blevet ofre for deres barndom. Igennem romanen går det op for læseren, at pigernes far har været fraværende på gode dage og direkte ondskabsfuld på dårlige dage. Selvom deres mor træffer de valg for pigerne, som hun mener er bedst, får de naturligvis konsekvenser for pigernes voksenliv, og da de tre søstre igen samles efter morens død, er det barndommens traumer og det fællesskab, der trods alt skabes gennem frygtelige oplevelser, der binder pigerne sammen.

“Døtre” er en fortælling om at vokse op på trods og på baggrund af den barndom, vi har haft, og det er en fortælling, vi har læst før. Jeg kom blandt andet til at tænke på Anne-Cathrine Riebnitzskys “Forbandede yngel” og flere af Ane Riels bøger. Det interessante i “Døtre” er at følge de strategier, pigerne har lagt for deres voksenliv, hvor de på hver deres måde har forsøgt at leve med deres fortid.

Derudover skriver Marianne Rohweder bare vanvittig godt, og hun formår at få dannet fantastiske, sproglige billeder, som maler romanens verden frem for læseren, og vi føler, at vi selv er til stede med Karen, da hun vågner og skal tage sig sammen til at komme i gang.

“Dagen ligger på lur udenfor køkkenvinduet”

Ligeledes kan man både mærke røgen i øjnene og fornemme den skubben og masen, som Karen oplever, da hun baner sig vej ind på Cafe Intime på Frederiksberg.

“Cafe Intime er det stik modsatte af frederiksbergeftermiddagen udenfor, hvor aftensolen stadig brænder fortovene. Herinde kæmper lyset sig sparsomt ind gennem de blyiindfattede ruder og opløses i røgen, der river i øjnene. Karen overvejer at vende om, men her er for trangt til tilbagetog, og ålerusen af berusede gæster sender hende videre ind i bugen af fremmedartethed”.

Jeg er glad for, at jeg har læst romanen, især på grund af de mange sproglige billeder. Derudover er det en god historie, som bliver hos læseren for en stund, inden den lagres og flyder sammen med de andre gode fortællinger, der kredser om samme emne – hvordan lægger vi fortiden og barndommen bag os og tager kontrol over vores eget liv.