Breve til en ung forfatter

Breve til en ung forfatter

Nu blev det min tur til at modtage en rejsende bog. Sara fra bloggen har prøvet det før, men jeg manglede at få fornøjelsen. Endelig blev det så min tur. Bogen går under hashtagget #Derejsendebreve og startede hos Louise fra The Book Collector.

“Breve til en ung forfatter” er skrevet af Colum McCann. McCann er født i Dublin, men bor i dag i New York. Han er forfatter og underviser og idéen til bogen kom, fordi McCann hver uge lagde et godt råd op på sin hjemmeside.
Bag på bogen står således:
“Det begyndte med nogle tekster stilet til en ung forfatter. De blev lagt op på Colum McCanns hjemmeside, én hver fredag, og var en mosaik af de råd, han har givet deltagerne på de kurser, hvor han i mange år har undervist i at skrive skønlitteratur.”

“Breve til en ung forfatter” er bestemt ikke kun til unge forfattere. Den er fyldt med råd som alle mennesker kan bruge. Jeg vil gå så langt som at sige, at langt de fleste mennesker vil kunne relatere til én af teksterne i bogen.
Bogen giver et indblik i skriveprocessen og for alle læse/skrive interesserede, er det lækkert med et kig ind bag “kulissen”.

McCann skriver smukt, let og legende og han eksperimenterer. Han giver ikke kun gode råd – han viser de gode råd. Følgende er et eksempel på netop dette:
“Undgå for mange tankeprikker, især sidst i en sætning; det gør den lidt for dramatisk … (Ikke sandt?)”

Kapitler som “Den første sætning”, “Tegnsætning: Det er ikke ligegyldigt (komma)”, “Vær ikke et røvhul” og “succes” er bare få af de inspirerende kapitler bogen er fyldt af.
Især kapitlet “Fejle, fejle, fejle” er fantastisk. Her er den fine konklusion:
“Ægte mod er at have prøvet. Fat mod. Fiasko er et skud svovl til hjernen. Stryg en tændstik. Snus ind.”

 

Jeg synes denne bog er smuk. Jeg ville ønske jeg kunne få alle til at læse den – det ene guldkorn følger det andet og hvis jeg kunne, ville jeg citere hele bogen.

At bogen er en rejsende bog gør den kun mere hyggelig.

Jeg er på ingen måde i tvivl om at denne lille perle skal modtage 6 skrivepenne. Læs den!

 

 

 

 

Forfatter: Colum McCann
Forlag: People’s Press
Sider: 165
Første sætning: “Ingen kan råd og hjælpe dem, ingen,” skrev Rilke i ‘Breve til en ung digter’ for over hundrede år siden.

Rikke K

Relaterede indlæg

Svar