Jussi Adler-Olsens fjerde bog i serien om Afdeling Q hedder “Journal 64”. Den kan læses uafhængigt af de andre, men jeg anbefaler, at man læser dem i rækkefølge.

Afdeling Q får en sag fra 1987 om fem menneskers forsvinden. Sagen fører dem til Sprogø og viser dem en mørk fortid. Kvinder, der var uintelligente, socialt udsatte eller fra bunden af samfundet, blev sendt hertil og steriliseret, så de ikke kunne føre de dårlige gener videre. De blev endvidere opdraget og hensigten var, at de skulle sendes tilbage til samfundet.
Men de fem forsvundne mennesker er ikke kun kvinder og Afdeling Q kommer på noget af en opgave. Samtidig med at Carl, Assad og Rose kommer tættere på at opklare sagen, er der nogen der gør alt hvad de kan for at stoppe dem – og de går direkte efter Carl Mørck (og de bruger beskidte kneb.)

Jussi Adler formår igen at skabe sympati for morderen og skabe et meget nuanceret billede af “the bad guy”.

“Journal 64” har alt det en god krimi skal have og man er underholdt fra start til slut. Den er ikke så uhyggelig som de forudgående, men det gør den ikke dårligere. Den følger den røde tråd fra de andre bøger og Jussi Adler-Olsen bruger igen humor rigtig godt. Desuden er jeg vild med, at vi lærer især Rose endnu bedre at kende i denne bog.
Personligt, var jeg lang tid om at komme igennem den, men det havde intet med bogen at gøre. Jeg startede forfra og pludselig var jeg færdig.

“Ville man forstå alting, så skulle man holde sig til menneskets to sandheder. Den første som var hendes brors ord om to slags mennesker, og så den anden om, at menneskets liv er en bestandig balancegang over fristelsernes kløft, og om hvor dybt man kan falde, hvis man træder ved siden af.”

Forfatter: Jussi Adler-Olsen

Originaltitel: Journal 64

Sider: 462

Første sætning: “I et forsigtigt øjeblik løb fornemmelsen af med hende.”