Vi har modtaget bogen “Hannibal og Alexandra” af Mikroforlaget Apuleius’ Æsel med henblik på en anmeldelse.
Bogen er en børnebog, der er anbefalet fra 5 år og op. Dette ses med det samme, da forsiden prydes af en fin illustration af Christina Laforce, som viser de to hovedpersoner i bogen.
Bogen er skrevet af Jacob Levitan og Sten Jacobsen. Deres fokus med bogen er den meget aktuelle debat om racer og religioner og ikke mindst dét når mennesker mødes på tværs af netop dette. Her er det symboliseret ved, at en mus og en and møder hinanden, og ikke nok med det, bliver de også forelskede. Dette er dog ikke uden forhindringer, da deres familier helst så, at de blev gift med én ligesom dem selv.
Gennem det forelskede, men umage par, har bogen et fint budskab og flere fine indgangsvinkler til diskussionen om, hvad en rigtig familie er og at alle ikke er ens.
Historien prøver at involvere børnene og den læsende voksne ved at stille spørgsmål, som børnene skal svare på. Intentionen er fin, men efter vores mening, falder det til jorden. Dette er blandt andet også fordi, bogen er skrevet i et voksensprog. Der bliver ikke overladt meget til fantasien, da alt bliver beskrevet meget detaljeret og gentaget flere gange. Denne del var vi ikke særlig vilde med. Vi kan godt lide idéen med at kunne snakke om alvorlige og relevante emner med børn, men vi mener, at det skal gøres mere interessant for barnet – så barnet selv kan få lov til at undre sig og stille spørgsmål.
Bogens illustrationer er fine billeder og passer godt til teksten og er med til at fange børnenes opmærksomhed, samt vise kropssprog og følelser, hvilket er dejligt at se i en børnebog.
Alt i alt en børnebog med et fint budskab, men hvor problematikken bliver en smule voksen og for det meste af tiden, taler hen over hovedet på børnene. De to hovedpersoner kunne godt bruge noget mere personlighed, evt. ved hjælp af humor.
Vi læste bogen højt for tre ni-årige, og de sagde:
“Den var sød, men der skete ikke så meget”, “den var o.k.” og “Anden og musen var søde, men den var ikke sjov. Jeg kan bedst lide sjove bøger”.
Vi synes, at genren er super vigtig i børnelitteraturen, men at det kunne været skrevet mere direkte til børn og at man med humor, kunne være kommet rigtig langt.
Forfatter: Jacob Levitan og Sten Jacobsen
Sider: 35
Første sætning: “Her ser du den frække mus Hannibal”.