Forfatter: Anne-Cathrine Riebnitzsky

Udgivelsesdato: 2. oktober 2024

Første linje: En nat i ørkenbyen Raqmu-Petra i landet Nabatæa ved den tid, da den store stjerne blev set.

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…

Fortællingen om Jesu fødsel er kendt verden over, og de fleste vil nemt kunne genfortælle beretningen i grove træk. Med romanen ”Tempel” formidler Anne-Cathrine Riebnitzsky historien igen, og igennem den omhyggelige research, der også kendetegner forfatterens andre romaner, bliver de historiske personer vækket til live, og steder og myter bliver beskrevet med en så detaljeret indsigt, at man oprigtigt får fornemmelsen af, at det var sådan, det skete i de dage…

Velkommen til år 10 f.Kr.

I ”Tempel” får vi historien om de begivenheder, der fandt sted i Mellemøsten fra år 10 f. Kr. til Herodes’ død i år 4.f.Kr. Gennem forskellige historiske personers liv og rejse får vi på denne måde et grundigt indblik i Romerrigets tilstand, synet på religion og hverdagens kultur og traditioner, og vi bilder os ind at vi lærer Maria og Josef og deres verden at kende.

I den østlige del af det romerske rige hersker den rige kong Herodes, som frygter et oprør fra sine egne sønner, der aldrig har tilgivet, at han fik deres mor henrettet. Herodes bliver mere og mere paranoid gennem historien, og da han hører, at en ny kongesøn er blevet født – vel at mærke uden for hans egen slægt, frygter han for sin egen undergang. Han sender bud om at lade alle nyfødte drenge dræbe.

Nær Jerusalem gør Zakarias klar til at være præst i templet. På vej ind i templet får han et syn fra Gud – en stor lykke venter hans familie. Hans barnløse kone skal bære en dreng, der skal have navnet Johannes, og indtil barnet er kommet, mister Zakarias sin stemme.

I Nazaret venter tømreren Josef på at blive gift med den yndige Maria. Han har udsmykket en brudeseng til hende og længes efter at de endelig kan få hinanden. Mens Josef går i egne tanker, har Maria et syn ved landsbyens brønd og bliver på guddommelig vis gravid. Det piner Josef at skulle træffe en beslutning, hvor han enten vedkender sig barnet, som ikke er hans, eller afslutter forlovelsen med Maria, som i så fald vil kaste skam over sin familie og formentlig stå til at blive stenet ihjel.

“Smukke Maria. Han knuger hårdt om sengens ene ben, og blomsternes kronblade skærer sig ind i håndfladen. Sådan er kærligheden åbenbart. Den kan gøre så ondt”.

I Nabatæa bor karavaneføreren Nabit, som i mange år har ført karavaner rundt i landet. Hans hustru Hagaru savner ham, når han er væk, og han gruer for at fortælle hende, at deres datter Shaquilat har karavaneblod i årerne og ønsker at rejse med ham næste gang. Snart står Nabit dog overfor at føre sit livs vigtigste karavane, da den gamle stjernetyder Balthazar har set noget usædvanligt på himlen. En ny kongesøn skal fødes, og Nabit ser det som sin vigtigste opgave, at byde den nye kongesøn velkommen.

“Inden længe må han atter forlade Hagaru og børnene. Inden længe er han på vej i spidsen for endnu en karavane. På vej mod stjernen”

Som nævnt i indledningen bindes fortællingen om Jesu fødsel sammen af det store persongalleri. De forskellige karakterer mødes undervejs, og selvom de ikke alle sammen befinder sig sammen på det samme sted, får deres beslutninger konsekvenser for hele befolkningen og for kristendommen, som vi kender den i dag.

Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller med en detaljegrad der gør, at man som læser får mulighed for at fordybe sig i hver enkelt karakters særlige træk og udvikling samt får en fornemmelse for de forskellige steder, der optræder undervejs. 

“Bjergene glider forbi. Skyerne bliver langsomt til lidt flere. Som om himlen lige så stille genner sine får og lam sammen. Nabit kniber øjnene sammen i solen. Hvis blot han turde være helt ærlig over for Hagaru. Han bryder sig ikke om rænkespil. Men han ser ikke andre muligheder”.

Efter min mening har Anne-Cathrine Riebnitzsky to kæmpe styrker i sin måde at fortælle historier på. Den ene er den måde, hvorpå hun skaber hele, levende og sympatiske karakterer. Hvis jeg skal fremhæve et par stykker, må det være Josef og Zakarias. Begge mænd bliver fremstillet som eftertænksomme, kloge og kærlige mænd, der elsker deres hustruer og deres familier, og som sætter en ære i at træffe de rigtige valg. I en verden, hvor Maria står til stening, hvis det kommer frem, at Josef ikke er far til hendes barn, er det befriende at læse, at der også er mænd, der sætter mennesket og kærlighed over samfundets regler.

Den anden styrke er, som tidligere nævnt, Anne-Cathrine Riebnitzskys grundige research. Jeg skal indrømme, at jeg i starten tænkte, at det var et modigt valg af forfatteren at kaste sig ud i at skrive en roman om Jesu fødsel. Man skal være sikker i sin sag og man skal måske behandle fortællingen med ekstra omsorg og forsigtighed. Anne-Cathrine Riebnitzsky gør meget ud af at dokumentere sin research i sin efterskrift. Det er tydeligt, at der er lagt et kæmpe arbejde i at rejse til Israel og besøge Jerusalem for at få viden og indsigt i de modstridende oplysninger om året for Jesu fødsel. Forfatteren lykkes i den grad med sin fortælling, og den grundige research kombineret med den kæmpe viden om Mellemøstens kultur og historie, som hun har tilegnet sig gennem sit arbejde som sprogofficer, er med til at gøre historien både levende og troværdig.

”Tempel” er første bog i en serie på 3. Jeg var virkelig begejstret for første roman, og jeg glæder mig meget til at læse videre.