Forfatter: Moa Herngren

Udgivelsesdato: 15.08.2024

Første sætning: “Min mor er lige død, men jeg sørger mere over min søn”

“Hvorfor står du derude i regnen, svigermor? Gå dog hjem”, “svigermonster”, “Svigermors skarpe tunge”. Der er sagt og skrevet mangt og meget om “svigermor” igennem tiden. I Moa Herngrens bog “Svigermoren” bliver relationen mellem Åsa, hendes søn Andreas og hans kæreste Josefin belyst fra alle vinkler.

Om bogen:

Åsa blev skilt fra sin mand, da Andreas var meget lille, og har derfor været alene med Andreas det meste af hans liv. De har et godt og nært forhold, men det ændrer sig, da Andreas bliver kæreste med Josefin, som tilfældigvis er datter af Åsas nabo og gode veninde. På et tidspunkt mangler Andreas og hans kæreste et sted at bo, og Åsa vil gerne hjælpe. De kan selvfølgelig bo hos hende. Hun strækker sig langt for at få en god relation til sin svigerdatter, men intet af det, hun gør, falder i god jord, og Åsa må i hvert fald ikke blande sig. Da hun ser noget, som hun ikke skal se, skydes en sønderrivende familiekonflikt i gang i hjemmet. Åsas søn anklager hende for en dårlig opvækst, helt ude af trit med Åsas egen oplevelse. Men er anklagerne nu hans egne, eller står svigerdatteren bag? Under alle omstændigheder må Åsa sande, at hun ikke længere er den vigtigste person i sin søns liv.

Jeg havde decideret ondt i maven, da jeg læste denne bog, og jeg har tænkt over, hvorfor lige præcis denne konflikt gik i maven på mig.

Konflikten mellem en svigermor og hendes svigerdatter er ikke et nyt fænomen, og man skal ikke forbi mange brevkasser, før man falder over frustrerede indlæg om en “uforstående svigerdatter, som ikke giver mig lov til at være en del af mine børnebørns liv” eller “min svigermor blander sig konstant i vores liv”. Og måske derfor bliver denne bog så interessant, fordi Moa Herngren i den grad formår at komme ind til kernen af trekantsdramaet mellem svigermor, søn og svigerdatter. Hun er loyal og brutal ærlig overfor alle sine karakterer, og som læser skifter sympatien flere gange undervejs. Man kan se katastrofen nærme sig og man har lyst til at blande sig i fortællingen og ruske i både Åsa, Andreas og Josefin og bede dem om at tage sig sammen.

Åsa er frygtelig grænseoverskridende i sin måde at være svigermor på, men man kan ikke lade være med at få en smule ondt af hende, for hun er oprigtig talt ikke klar over, at hun træder sin svigerdatter over tæerne. Hun prøver det bedste hun kan for at rette sig efter sin søn og svigerdatters humør og ønsker, men når alt kommer til alt, er hun først og fremmest Andreas’ mor, og hun kan ikke lade være med at komme med gode råd om, hvad der i virkeligheden nok er bedst for hendes nu voksne søn og hans nye familie.

Men udover at være mor, bliver Åsa også bedstemor til Andreas’ søn, og da Andreas og Josefin stopper kontakten med Åsa, bliver hun også frataget muligheden for at se sit barnebarn. Beskrivelsen af Åsa, som ender med at sidde i sin bil og betragte den lille fyr på afstand i hans børnehave, når ingen ser hende, skar mig i hjertet. Omvendt krummede jeg tæer og kunne næsten ikke læse videre, da hun alligevel beslutter sig for at dukke op – uanmeldt – til Andreas’ fødselsdag.

Og det er netop dette skift i sympati for først Åsa og så Andreas, som gør romanen så interessant. Ligesom i det virkelige liv er der ingen, der gør alt enten rigtigt eller forkert, og relationen mellem mennesker er en til tider svær størrelse. Det spændende ved bogen er også, at vi får lov at høre historien fra flere synsvinkler. Synsvinklen i “Svigermoren” skifter nemlig undervejs i bogen, og det giver læseren et indblik i de tre hovedpersoners følelser, tanker og bevæggrunde for deres handlinger. Kapitlerne er forholdsvis korte, og de fleste rundes af med en cliffhanger som ofte indikerer, at historien kun bliver værre herfra.

“Svigermoren” er den første af tre planlagte relationsromaner fra Moa Herngren, og jeg glæder mig til at skulle læse den næste.