Saras top tre over boghandler i Soho, London

Saras top tre over boghandler i Soho, London

“Selv hvis du ikke lige er til de samme genrer som mig, synes jeg alligevel du skal læse lidt med. De her boghandler er virkelig noget særligt.”

Jeg var i London i foråret, og dengang manglede jeg selv en guide til, hvor jeg skulle gå hen, for at finde de der lækre bøger som jeg ikke kan finde derhjemme.

Når jeg går i boghandler, leder jeg hovedsageligt efter Fantasy, Sci-fi, YA og lækre klassikere.
På mit seneste besøg til London tilbragte jeg en hel dag med at gå fra boghandel til boghandel i Soho-området. Jeg har udvalgt tre boghandler, som jeg synes opfyldte mine kriterier. Selv hvis du ikke lige er til de samme genrer som mig, synes jeg alligevel du skal læse lidt med. De her boghandler er virkelig noget særligt.

 

3) Waterstones:
19-21 Tottenham Court Road

Udstiling af Philip Pullmans “The Book of Dust” fra Waterstones Tottenham Court Road

 

Egentlig er Waterstones en kæde med mere end 200 forskellige boghandler over hele Europa. Jeg har besøgt et par stykker i London, og erfaret at deres personale ved ALT om de bøger, de har i butikken. Hvis de ikke selv har informationen, er de i hvert fald klar til at hjælpe dig med at finde den.

Butikkerne er ikke lige så genrespecifikke eller storslåede som de to næste, men udvalget er hæderligt, og udstillingerne er SÅ fine. Det gode ved kæden er især, at de har et fælles kartotek, hvor de kan slå op, hvilken Waterstones, der har den bog på lager, som du søger.

Det særlige ved butikken ved Tottenham Court Road er, at den både har café på 1. sal og cocktailbar i kælderen. Her inviterer butikken sine kunder til litteratursamtaler, digtoplæsninger, comedy, bogsigneringer og meget andet.
Se eventkalenderen: https://www.waterstones.com/events/search/shop/waterstones-tottenham-court-road

Tag også gerne en tur forbi deres flagship store ved Picadilly. De har det største udvalg inden for fiktion.

2) Foyles:
107 Charing Cross Road

Foyles Facade.

Velkommen til seks etager med alt, hvad du kan forestille dig, man kan skrive en bog om. De har mere end 80 ansatte, og en café i toppen af bygningen, hvor du kan tage dig en kop kaffe, mens du læser din nyindkøbte bog. Det er virkelig bogelskerens slaraffenland.

Hver etage har sine afdelinger, som spænder fra alt mellem manga, fantasy og krimi til arkæologi, musik og sprog.
Man kan bruge timevis på at gennemgå den ene bogreol efter den anden. Hvis du ikke lige kan finde det, du leder efter, eller bare mangler inspiration, har de også et utroligt vidende personale, som gerne hjælper med at finde noget til lige præcis din smag. Priserne er rimeligt gennemsnitlige for London, men de har gerne en række bøger på fast udsalg.

Foyles afholder flere gange om ugen events med alt fra kurser til koncerter og bogsigneringer. Følg med på hjemmesiden her: http://www.foyles.co.uk/events?cCode=EMT

 

1) Forbidden Planet London Megastore:
179 Shaftsbury Avenue 

Forbidden Planets facade.

Forbidden planet er min ultimative favoritbutik. Jeg vil karakterisere mig selv som lidt af en nørd, og Forbidden Planet får alle mine små nørdklokker til at bimle og bamle af glæde.

Allerede i udstillingsvinduet ved indgangen kan man se figurer fra forskellige film og serier som eksempelvis Star Wars, Game of Thrones og Doctor Who. De har alt fra kopper, kladdehæfter, badges og skriveredskaber til tasker, t-shirts og plakater med din favoritserie eller -film.  Her fik jeg en hel del tid til at gå bare med at gå og kigge på alle de ting, jeg slet ikke anede eksisterede. Det er dog ikke det, der er grunden til at Forbidden Planet er en suveræn nr. 1 på min top tre over boghandler i Soho. Det er derimod deres kælder.

Figurer fra stueetagens udstillingsvindue.

Når først man har kæmpet sig forbi alle de fristende, sjove og mærkelig ting i stueetagen (som eksempelvis Mads Mikkelsen som actionfigur), skal man lige tage trapperne ned til deres kælder, som er fyldt med manga, faglitteratur (om nørdede emner), sci-fi, fantasy, steampunk, horror, graphic novels og andre skønne bøger og hæfter.
En del af bøgerne er signeret af forfatterne og er inddelt efter genre og forfatter. Det kan virke totalt overvældende, når man går ned mellem de små bogreoler, som er tætpakkede med bøger og tegneserier. Vi besøgte butikken to gange, fordi vi under vores første besøg simpelthen opgav at kigge alle hylderne igennem. Indtrykkene blev for mange, og vi måtte opgive at købe noget, fordi vi simpelthen ikke kunne overskue alle de mange bøger, som vi aldrig havde hørt om før.

 

Under vores andet besøg var vi mere målrettede, og der lykkedes det os at få købt en hel stak bøger med hjem. Priserne spænder vidt – afhængigt af om man køber paperbacks eller hardbacks, samt hvor nye bøgerne er. Der er altid gode tilbud – det kræver bare lidt tid at rode alle hylderne igennem.

Butikken har flere gange om ugen forfattere på besøg, som signerer bøger. Man kan finde en liste over de forskellige events på deres hjemmeside: https://forbiddenplanet.com/events/for-location/london-megastore/

 

Hvis du går en tur gennem Soho-området, vil du støde på et utal af små hyggelige boghandler og antikvariater. Gå indenfor, få en snak med hende eller ham bag kassen. Deres hjerter banker for bøger, og sommetider kan man virkelig finde guld gemt på hylderne. Jeg har kun mødt venligt, imødekommende og vidende personale i de boghandler, hvor jeg stak hovedet indenfor.

De tre boghandlers placering (Kilde: https://www.google.dk/maps/@51.5158395,-0.1308563,17z)

 

 

Hjemmesider:

Waterstones: https://www.waterstones.com/bookshops/waterstones-tottenham-court-road

Foyles: http://www.foyles.co.uk/

Forbidden Planet: https://forbiddenplanet.com/

 

Sara

Relaterede indlæg

Fourth Wing

Fourth Wing

Promise boys

Promise boys

Svar