Forfatter: Jonas Kleinschmidt

Udgivelsesdato: 10.10.24

Første sætning: Først tror jeg, at jeg har set forkert.

Texas, 2031. Efter miljøkatastrofer og utallige krige, er vores planet ubeboelig, og de få heldige har fået plads i den underjordiske bunker Trident Rock, som ligger i Texas. I bunkeren fortsætter livet, og her er en skole, et bibliotek, biografer, restauranter, supermarkeder og en kirke. Forestil dig Lalandia efter amerikansk standard.

Chloe og hendes far hører til blandt den udvalgte skare, der har fået en bolig i Trident Rock. Chloes far arbejder for grundlæggeren Earl, og han kender sin plads i det strenge hierarki, der er nødt til at eksistere, for at man kan leve i god ro og orden under jorden.

En dag opdager Chloe en flue på sit værelse, og den sætter gang i en strøm af tanker. Hvis der er liv udenfor, så må jorden igen være beboelig for mennesker. Og i så fald, kan man genoptage sit gamle liv.
Men ikke alle ønsker, at Chloe skal forfølge tanken om at vende tilbage til jorden, og hun bliver nødt til at forholde sig til spørgsmålet; hvornår er et liv værd at leve?

Jonas Kleinschmidt blev inspireret til at skrive bogen under et ophold i Lalandia. De fleste af os kan sikkert hygge os med en weekend – måske en uge – i Lalandia, men så skal vi også væk fra kulisserne, der prøver at ligne et Middelhavsområde, men som i virkeligheden bare er en illusion.
På samme måde overlever Chloe kun i Trident Rock ved at omfavne illusionen om, at hun og veninden Millie rent faktisk går ved stranden, når de går på løbebåndet i Arkaden, og at de rent faktisk skal bruge deres uddannelse i skolen til noget.
Til hvad vides ikke, da der ikke er universiteter – eller en fremtid? – i Trident Rock.

Som i alle andre dystopiske romaner, ulmer et oprør mod magthaverne, og i denne bog starter oprøret stille og roligt hos Chloe.
Da hun møder en gruppe unge mennesker, som flygter mentalt gennem brug af rusmidler, begynder hun at reflektere over, om hun og hendes far overhovedet skulle være flyttet til Trident Rock. Hvad med alle de mennesker, de efterlod? Og hvorfor skulle netop Chloe og hendes far have lov at leve, når Chloes mor måtte dø udenfor bunkeren?

“Jorden kalder Chloe” er en spændende og vedkommende ungdomsroman, som helt sikkert vil tale til det unge publikum.
Problematikken med jordens undergang og de valg, der skal træffes, er mere aktuelt end nogensinde før, og jeg har da tænkt på Thomas Vinterbergs “Familier som vores” flere gange under læsningen.
Tillykke med udgivelsen til Jonas Kleinschmidt, som igen viser, at han har et særligt talent for at skrive til og om ungdommen.