Forfatter: Flemming Sloth Andersen i samarbejde med Jette Hvidtfeldt

Udgivelsesdato: 17. maj 2023

Første sætning: “Min personsøger bipper. Det er Mike”.

De fleste af os kan huske urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993, hvor uromagere og demonstranter gik på gaden i protest over afstemningen til EU, og hvor politiet endte med at trække våben og råbe “skyd efter benene”. Det var aldrig set før i dansk politihistorie, og i efterspillet var der både i politiet og hos politikerne et kæmpe behov for at fralægge sig det ledelsesmæssige ansvar.

Flemming Sloth Andersen var til stede under kampene, og hans fortælling “Jeg var betjenten” starter netop på denne dag, hvilket allerede står klart på bogens omslag, som er et særdeles kendt billede af betjenten med hævet pistol på Nørrebro 18. maj 1993.

Uro og 18 maj – og alt det imellem

Bogens undertitel: “Fra uro til 18. maj” gav mig en forventning om, at bogen ville være en analyse af urobetjentenes indsats under urolighederne. Det er bogen i et vist omfang også. Men først og fremmest er “Jeg var betjenten” en rapport fra det virkelige liv, en historie om en dedikeret og stolt betjents tjenestetid på godt og ondt i politiet.

Det er en hudløst ærlig fortælling om den unge Flemming, der med møje og besvær indtræder i politiet og ender midt i en af Danmarkshistoriens værste gadekampe mellem demonstranter og politi, hvorunder politibetjentene afgiver 113 skud mod demonstranterne. Flemming Sloth Andersen tager læseren med i forreste linje, når han beskriver, hvorledes civilklædte betjente uden beskyttelsesudstyr forsøger at skærme sig selv og andre mod sten, jernspyd og andre objekter, der bliver kastet imod dem, og efterfølgende må kæmpe med mistænkeliggørelse fra samfundet og ledelsessvigt.

Men vi tages også med i Eskildsgade på Vesterbro, i Jomfru Anegade i Aalborg og ind blandt BZ bevægelsen i København. Bogen er en samtidsfortælling fra samfundets skyggeside om en betjent, der forsøger at gøre det rette på den mest effektive måde og samtidig holde sig inde for reglerne. En balancegang, der ifølge Flemming Sloth Andersens egne ord, kan være som at gå på en knivsæg.

Det er også en fortælling om de omkostninger et liv blandt kriminelle har, især da Flemming Sloth Andersens billeder fra 18. maj ender på alle avisforsider landet rundt. Omkostninger, der tvinger hans familie til flytte fra København, og omkostninger, der til sidst får det følelsesmæssige bæger til at flyde over for Flemming Sloth Andersen, hvilket tvinger ham til at gøre op med hans livsgerning.

“Jeg var betjenten” er fortælling fra et liv i forreste kæde og fra et menneske, der hele sit liv har forsøgt at redde alle andre, men glemte sig selv og først med hjælp fra kollegaer og familie, samt en stor portion mod kunne gøre op med fortidens spøgelser og finde ro i et nyt liv uden for etaten.

Jette Hvidtfeldts fortolkning og nedskrivning af Flemming Sloth Andersens ord er ærlig og sammenkæder et livs oplevelser på en flydende måde, der også tvinger læseren til at tage stilling til det fortalte. Derfor kan målgruppen for fortællingen ikke nøjes med at være politi- eller historieinteressede, men også læsere med interesse i de menneskelige følelser og reaktioner ovenpå traumatiske oplevelser og hvorledes disse kan overvindes. Jeg fandt Flemming Sloth Andersens fortælling spændende og indlevende, og har man interessen for nyere dansk politihistorie fortalt fra fronten, er bogen meget læsværdig. 

Min eneste anke er, at der næsten er for mange historier til en enkelt bog. I min optik kunne “Jeg var betjenten” godt være to-tre forskellige bøger, så der havde været plads til, at Flemming Sloth Andersen kunne være gået mere i dybden med nogle af fortællingerne.