Forfatter: J.D. Vance

Udgivelsesdato: 28.06.2016

”If you can’t beat them – read them”, tænkte jeg, da Trump og Vance indtog det Hvide hus for nogle uger siden. Trump kender vi efterhånden, men J.D. Vance var for mig forholdsvis ukendt. Jeg besluttede mig derfor at lære ham og hans ophav at kende gennem hans selvbiografi ”Hillbilly”, og selvom jeg normalt ikke er til biografier, har jeg simpelthen været så optaget af denne her.

J.D. Vance fortæller i ”Hillbilly” om sin familie, startende med Mamaw (mormor) og Papaw (morfar), som møder hinanden, da de er 13 og 17. Mamaw bliver gravid som 14-årig, og de bliver nødt til at gifte sig. Barnet dør efter tre dage, og Mamaw må igennem 10 aborter, før hun bliver mor til sine tre børn. Mamaw og Papaws ægteskab er ingen dans på roser, og på et tidspunkt hælder Mamaw benzin over Papaw og sætter ild til ham – som en reaktion på, at han igen er kommet fuld hjem.

J.D.s egen mor gifter sig ad flere omgange, og hver gang er det med en voldelig mand, hvilket resulterer i, at J.D. aldrig lærer, at et forhold og en familie kan fungere på andre måder end gennem bagtaleri, vold og skænderier. Han fortæller, hvordan det var som at leve mellem landminer, fordi man aldrig vidste, hvornår det næste skænderi begyndte. Hans mor bliver som så mange andre i lokalområdet afhængig af forskellige rusmidler, og da hun på et tidspunkt prøver at køre sig selv og J.D ihjel, stikker J.D af og flytter hjem til Mamaw, som siger til sin datter, at hvis hun prøver at tage J.D. tilbage, vil hun skyde hende i hovedet.

Kort fortalt har J.D. Vance haft alle odds imod sig, og at han er endt i Washington som verdens næst-mægtigste mand er intet mindre end beundringsværdigt. Hans bog fortæller om vigtigheden af at have en familie, der hjælper når ingen andre netværk kan træde til, og havde hans ikke selv haft Mamaw og Papaw, var han nok gået i hundene, som mange af de mænd, han voksede op med.

J.D. Vance er enormt dygtig til at fortælle, og han har virkelig mange anekdoter og små historier med, som gør hans beretning levende og medrivende, og man tager sig i at tænke: “Ej, sådan er der vel ingen, der har det”? Som da han som ung jurastuderende bliver inviteret på middag med et stort advokatfirma, og tjeneren tilbyder ham “sparkling water”. Han ruller med øjnene og tænker, at det godt nok er elitært at påstå, at vandet ligefrem skulle glitre. Manden har simpelthen aldrig set, smagt eller hørt om vand med brus, og han ender også med at spytte det ud, da han får serveret en Pelligrino.

Bogen er til dels interessant på grund af J.D.s opvækst, men i lige så høj grad på grund af det unikke indblik den giver i den hvide arbejderklasse, som også får en del hug med på vejen. Naboer, der slås, stofmisbrugere, der stjæler egne børns legeting og sælger, og dovne velfærdsdronninger, som aldrig har udstået en dags arbejde.

“Ingen gruppe i Amerika er så pessimistiske, som den hvide arbejderklasse”

Jeg kan virkelig anbefale bogen til alle, som interesserer sig for USA, og som er nysgerrige på den store del af USA’s befolkning, som vi ikke hører meget om i medierne.