Fårehyrdens dagbog

Fårehyrdens dagbog

James Rebanks er fårehyrde og i denne bog fortæller han om et liv og traditioner, som er gået i arv fra far til søn i mange århundreder. Det er en meget anderledes bog, og hvis du har lyst til en bog, der får dig helt ned i gear, så læs videre…

James Rebanks familie har ejet land i Lake District i 600 år. Lake District er mest kendt fra litteraturen, hvor forfattere som William Wordsworth, har priset og romantiseret området. Da Rebanks gik i skole, hørte han for første gang, andre snakke om det område han er født og opvokset i – og han kunne på ingen måde genkende det. For ham er Lake District for det første hjem. For det andet er det familietraditioner og for det tredje er det hårdt arbejde – for ellers er der helt enkelt ikke mad på bordet.
Denne fortælling giver derfor et helt andet indblik i et område, som litteraturen ellers har skrevet så meget om.

Bogen er delt op efter årstider og fortæller om et år på gården. Samtidig kigger James Rebanks tilbage og fortæller om sine forfædre og hvordan han blev lært op i et job, som man ikke bare kan få. Jobbet som fårehyrde er bundet op omkring så mange traditioner, der stammer mange hundrede år tilbage. Det er ikke et job, du kan læse dig til – du skal læres op og det tager lang tid at forstå, hvorfor man gør som man gør. Derudover er der ingen fårehyrde, der er bedre end hans hund er. “Fårehyrdens dagbog” er derfor også en fascinerende fortælling om samspillet mellem mennesker og dyr. Hvor hundene ved præcis hvad de skal, og hvornår, og hvor menneskerne helt simpelt, måtte give op uden deres hjælpere.

Det er en fascinerende historie om respekten for ens forfædre, om et håndværk der var ‘perfekt’ fra starten. Som James Rebanks fortæller, så ville man kunne tage en fårehyrde fra 1910, sætte ham om på bjerget sammen med de nulevende fårehyrder – og alle ville vide præcis hvad de skulle. I en verden hvor alt udvikler sig hele tiden, så er det da utroligt fascinerende.

Det er en bog som er unik – jeg har aldrig læst noget som den.
“Fårehyrdens dagbog” fik mig helt ned i gear og lærte mig om et område, som jeg vidste meget lidt om. Derfor får 5 skrivepenne af mig.

Originaltitel: The Shepherd’s Life: A Tale of the Lake District
Udgivelse: Dansk udgave 2019. Engelsk udgave 2015.
Forlag: Strandberg Publishing
Sider: 270
Første sætning: Det gik op for mig, at vi var anderledes, grundlæggende anderledes, en regnfuld morgen i 1987.

Hvis du vil lytte til bogen som lydbog, men ikke har en lydbogstjeneste, kan du kigge på gratislydbog.dk – her kan du nemt skabe dig et overblik over de forskellige tjenester og eventuelle tilbud/kampagner

Rikke K

Relaterede indlæg

Jorden kalder Chloe

Jorden kalder Chloe

Tempel

Tempel

1 kommentar

  1. […] fik mig helt ned i gear og lærte mig om et område, som jeg vidste meget lidt om”, skriver en anden.Kim Skotte giver fem hjerter i Politiken til fåret bestseller: »Jeg ved temmelig meget mere […]

Svar