Forfatter: David Nicholls

Udgivelsesdato: 5. juni 2024

Første sætning: I alle sine ungdomsfantasier om fremtiden, om det job, hun skulle have, den by og det hus hun skulle bo i, vennerne og familien omkring hende, var det aldrig faldet Marnie ind, at hun ville blive ensom.

Jeg vidste ikke, at jeg manglede denne bog, før jeg havde læst den. David Nicholls er en fantastisk dygtig forfatter, og selvom jeg ikke har tilgivet ham for slutningen på “Samme dag næste år”, så glædede jeg mig utrolig meget til at læse “Du er her”. Og jeg blev ikke skuffet, for den gik lige i hjertet på mig.

I “Du er her” møder vi Marnie og Michael, som har det tilfælles, at de begge er omkring 40 år og har en skilsmisse bag sig. Både Marnie og Michael har håndteret deres livskrise ved at lukke sig inde i sig selv i en sådan grad, at de nu begge lever et ensomt liv uden kontakt til hverken familie eller venner.

Da deres fælles ven Cleo overtaler dem til en vandretur fra kyst til kyst gennem Englands smukke natur, er de pludselig tvunget til at være i hinandens selskab, og undervejs på vandreturen, gennem massivt regnvejr, vabler på fødderne og de værste bandeord, spirer et venskab frem, og Marnie og Michael finder det, de har savnet: Et menneske at være tæt på.

Jeg kom til at knuselske bogens to hovedpersoner, Marnie og Michael, som for en gangs skyld er voksne mennesker med de menneskelige erfaringer og udfordringer i hverdagen, som det levede liv medfører.

Han er den nørdede geografilærer med sit vandreudstyr i orden. Typen, der ved alt om landskabet og underholder gerne med, hvilken type sten det er, der irriterer dig grænseløst i din støvle, og når du er ved at være gennemblødt af regnen, kan du være sikker på, at han nøgternt fortæller dig, at der “ikke findes forkert vejr, kun forkert påklædning”. Han er det sødeste væsen, der af hele sit hjerte ønskede sig at blive far, og da det ikke kunne gå i opfyldelse, mistede han en del af sig selv – og sit ægteskab.

Hun er typen, der altid har en sjov bemærkning klar og en, som ikke altid kan aflæse situationer. Hun føler en forventning fra omverdenen om, at hun konstant skal præstere og være den bedste udgave af sig selv, og så er det nemmere at melde sig ud. Hun vader ind i folk med træsko på og bliver formentlig opfattet som en lille smule kikset, men hun har hjertet på rette sted. Selvom hun har lært at mestre og sætte pris på at aflyse aftaler, så savner hun at være en del af et fællesskab.

Der er så meget godt at sige om romanen, men lad mig starte med bogens setting. Vi befinder os på Englands vestkyst, og skal de næste ti dage bevæge os gennem Englands smukke landskab. Mulighederne for at blive forstyrret af udefrakommende forhindringer er altså minimal, og det tvinger vores hovedpersoner til at tale med hinanden. I starten går det lidt trægt, men da de efterhånden falder ind i en rytme – både med hensyn til vandreturen og hos hinanden – får de åbnet så tilpas meget op for den smerte, de går med, at de snart tør sætte ord på, hvordan livet har gjort ondt, og hvorfor de ikke ser nogen gevinst i at komme videre og engagere sig i nye forhold.

Bogen er på en og samme tid trist og enormt livsbekræftende. Jeg ved ikke helt, hvad der ramte mig mest. Da Michael fortæller, hvordan det gør ondt på ham at være lærer, fordi han ved, at han aldrig selv bliver far, eller da Marnie og han kommer til at tale om, hvem der mon vil være til stede på deres dødsleje, og de begge indser, at de formentlig vil være helt alene. Til gengæld kunne jeg ikke lade være med at smile, da Marnie beslutter, at de skal lytte til hinandens musik, mens de går, og de på den måde kommer til at gå og fortælle pinlige historier og gamle anekdoter, som de hver især forbinder med de forskellige sange.

David Nicholls er nådesløs i sin måde at fortælle kærlighedshistorier, og man kan ikke vide sig sikker på en lykkelig slutning. Til gengæld kan man være sikker på at grine ofte og længe, mens man læser. “Du er her” er bygget op, så man skifter mellem de hovedpersoners synsvinkel, hvilket giver historien et ekstra lag, da vi hører om begivenhederne undervejs fra både Marnie og Michael, og et af de sjovere steder er helt i starten, da de ikke har lært hinanden så godt at kende endnu.

Marnie er på vej ned i baren for at mødes med de andre, og hun vil gerne fremstå sjov og fuld af energi.

Marnie: “Resten af gruppen havde allerede sat sig til bords, og da hun nærmede sig, råbte hun, mens hun stadig var alt for langt fra bordet: “Shit, jeg tror stadig, jeg lugter af kolort”, sprudlende, fascinerende og gådefuld for enhver”.

Michael: “Han undrede sig over, hvorfor hun råbte om kolort fra den anden ende af baren”

David Nicholls skriver fænomenalt, og der er fantastiske punchlines og skarpe pointer i hvert kapitel. Han gør sine karakterer hele og levende, og man kan ikke andet end holde af dem og heppe på dem undervejs. Landskabet og vandreruten er beskrevet så virkeligt, at jeg er blevet helt tændt på ideen om at gå fra Englands ene kyst til den anden.

Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig og jeg vil helt sikkert anbefale den til dig, der elsker en god kærlighedshistorie, som godt må gøre lidt ondt undervejs.