Forfatter: Elin Persson

Udgivelsesdato: 17. oktober 2021

Første sætning: Til drengene. Tak for dagene, de lyse og de mørke.

For nogle år siden startede der, midt i skoleåret, en dreng på den årgang, som jeg underviste. Han var netop flyttet til det lokale udrejsecenter for afviste asylansøgere, og han vidste ikke, hvor længe han skulle bo her. Han talte flydende dansk, da han havde boet mange år i Jylland. Han savnede sine danske venner og sin fodboldklub i Jylland, og han syntes, det var lidt uoverskueligt at skulle starte forfra med relationer og med at lære et nyt område at kende. Han var dygtig, sød og rar og ville noget med sit liv. Efter sommerferien kom han ikke tilbage – der var lavet nye regler for afviste asylansøgere, og han skulle nu bo et andet sted i Danmark. Vi hørte aldrig fra ham igen. Jeg tænker tit på, hvordan det er gået ham, og hvor han mon befinder sig nu.

Jeg havde helt sikkert pågældende elev i tankerne, da jeg startede på romanen ”De afghanske sønner”, og måske er det også derfor, at den har gjort så stort et indtryk på mig.

I romanen “De afghanske sønner” følger vi den svenske pige Rebecka, som får arbejde på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn, og drengene Ahmed, Zaher og Hamid, som bor på hendes afdeling. Rebecka passer rutinerne på asylcentret og noterer alt i journalerne. Hvem bliver klippet hvornår, hvem går i skole og hvad tid kommer drengene hjem fra skole. I starten af bogen er hun enormt usikker på sit arbejde og fremstår lidt som en robot.

”På mit job arbejder de retningsløse. Vi, som adlyder ordrer. Jeg arbejder efter instrukser. Gør det, som forventes af mig” – Rebecka om asylcentret.

Undervejs udvikler hun sig dog og vokser med sin opgave. Hun forbereder mad med særlige krydderier, som hun ved minder drengene om deres hjemland. Hun lærer drengene om svensk kultur, om kvinder og kærlighed og det svenske sprog, så de kan blive forberedt så godt som muligt på – måske – at blive svenske statsborgere.

“Hvad betyder f-l-y-g-t-n-i-n-g-e-k-r-i-s-e-n? spørger Zaher og peger på ordet i rubrikken. Jeg (Rebecka) forklarer, at en flygtning er en person, som er rejst fra et sted, han ikke kunne blive, og at krise betyder at der er mange, som kommer, svært at håndtere. Ahmed kommer ud i køkkenet. Zaher spørger: Er jeg flygtning? Jeg siger: Ja, det kan man sige. Ahmed siger: Du er flygtning, perker, i Sverige du har mange navne.”

I og med at bogen er skrevet fra Rebeckas synsvinkel, får vi ikke megen baggrundsviden om de tre drenge. Vi er dog ikke i tvivl om, at de har ar på både krop og sjæl, og at de har oplevet flere rædsler og mere sorg end et menneske kan holde til. Ahmed, som er den ældste af de tre drenge, fortæller, at han i sin tid flygtede fra Afghanistan alene, da han var bange for Taleban. Han måtte flygte gennem Iran, og blev af menneskesmuglerne ”tvunget til at gøre ting, som jeg aldrig vil fortælle nogen om”.

I længden kan Rebecka da heller ikke undgå, at drengene kommer under huden på hende, selvom ”Chefen” – altid i hvid skjorte og med nylakerede blå negle” – gentagne gange pointerer, at Rebecka ikke må tage jobbet med hjem, og at drengene skal passes så godt og professionelt som muligt, indtil de sendes ud af landet eller kommer videre i systemet.

”De afghanske sønner” er en skarp og samfundskritisk roman om uledsagede flygtningebørn og et system, der nægter at se skæbnerne bag Excell-arkene på deres computere. Forfatteren Elin Persson vandt Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2020 med romanen, men selvom den betegnes som en ungdomsroman, kan og bør den læses af alle.