Her har vi en usædvanlig fantasyroman, der både formår at leve op til alle de klassiske genretræk for high fantasy, og samtidig henter inspiration fra en kombination af vestafrikansk mytologi og Black Lives Matter bevægelsen i USA.
Det lyder som en mærkelig blanding, men lige så snart jeg så den i Politikens forårsmagasin, vidste jeg, at denne bog ville fange mig.
Det høje fortælletempo blandet med tiltalende hovedpersoner sad lige i skabet.
Handling:
I landet Orïsha, der er inspireret af Vestafrika, er magi blevet udryddet. Zélie kan huske den nat, da soldater på kong Sarans ordre kom og hentede hendes mor som en del af en enorm etnisk udrenselsesmasakre, der slog stort set alle landets magikere ihjel, og samtidigt kappede forbindelsen til magien.
Nu lever magikernes efterkommere som en slags andenrangsmennesker på samfundets bund. De letgenkendelige gudsbenådede med deres mørke hud og kridhvide hår udsættes dagligt for fornedrende forskelsbehandling, og mange af dem ender som slaver for samfundets elite.
Fortællingen er delt mellem den gudsbenådede Zélie, Kronprinsen Inan og hans søster Amari, der tager et skæbnesvangert valg, som kommer til at påvirke dem alle, da hendes bedste veninde på brutal vis bliver myrdet og en mystisk skriftrulle ser ud til at være årsagen.
Det der især tiltaler mig ved bogen, er dens tag på relevante emner som race, forskelsbehandling, menneskerettigheder, frygt og ligestilling. Jeg elsker en fantasyfortælling, der både er spændende og nutidsrelevant. På trods af de tunge emner, føler man ikke, at det er en konstant løftet pegefinger eller banken oven i hovedet med racisme og uretfærdighed. Tværtimod flyder fortællingen naturligt og medrivende i en klassisk heltefortælling i et anderledes, men alligevel genkendeligt fantasyunivers. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er faldet for Children of Blood and Bone.
Modtagelse:
Fortællingen har taget USA med storm. Den blev af Jimmy Fallon valgt til Tonight Shows første “Book Club Read” – og vandt med mere en bare et par milimeter.
Den kun 23-årige Tomi Adeyemi, der står bag bogen har siden været på en hæsblæsende turné gennem USA samtidig med, at hun skriver på efterfølgeren, der efter sigende rammer det amerikanske marked til marts 2019 (uuh, jeg glæder mig).
Jeg vil med det samme gå i gang med at læse bogen på engelsk, så jeg er klar til den næste i rækken, når den udkommer.
Forfatter: Tomi Adeyemi
Originaltitel: Children of Blood and Bone
Læst på: Dansk
Forlag: Politiken
Sider: 502
Første sætning: “Jeg prøver at lade være med at tænke på hende. Men når jeg gør det, tænker jeg på ris. Da mama levede, lugtede hytten altid af jollof-ris”