Anmeldelse af To sekunder i Byron Hemmings’ Liv

Anmeldelse af To sekunder i Byron Hemmings’ Liv

“I 1972 beslutter man at lægge to sekunder til tiden for at skabe balance mellem den faktiske tid og jordens rotation.” Da jeg læste denne sætning på bagsiden af bogen, for at se om jeg gad købe den, var jeg ikke et sekund i tvivl. Det var lidt for interessant til at jeg kunne lade være. Jeg håber at I føler det samme…

I “To sekunder i Byron Hemmings’ liv” møder vi 11 årige Byron Hemmings. Han er en intelligent lille dreng, der er fascineret af verden omkring ham. Han bor sammen med sin mor, far og lillesøster. Pga. arbejdet er faren kun hjemme i weekenderne og disse weekender er præget af nervøsitet, skænderier, samt at opretholde facaden udadtil.
Sammen med sin bedste ven, James, er Byron nærmest en lille filosof. Da de to drenge en dag læser at der skal lægges to sekunder til tiden, bliver de nervøse – ja, faktisk nærmest bange. Især Byron er nervøs, men både James og Byrons mor beroliger ham med, at den slags ville der blive skrevet om. Man lægger ikke bare to sekunder til tiden, uden at aviserne skriver om det. Men Byron kan ikke smide tanken om, hvad der kan ske i de to sekunder.

“To sekunder er meget. Det er forskellen mellem noget, der sker, og noget, der ikke sker. På to sekunder kan man tage et skridt for meget og falde udover en kløft.”

En dag da Byron og moren er ude at køre, kigger Byron på sit ur. Viserne rykker tilbage og i samme sekund ender de i et biluheld, der ændrer deres liv for altid.
I hvert andet kapitel følger vi den anden hovedperson, Jim. Jim har været inde og ude af et psykiatrisk hjem og nu bor han alene i en autocamper. Han har tvangstanker og stammer – men hvem han er? Det må I selv læse jer til.
Udover at lære Byron, James og Jim at kende, lærer vi Byrons mor, Diana, godt at kende og opdager hurtigt, at der foregår mere bag facaden.
Bogens temaer er venskab, kærlighed, tid og psykiske lidelser.

Jeg synes det følgende citat, emmer så meget af kærlighed, at I er nødt til også at få det med:
“Han ved ikke, om de ord, de bruger, rent faktisk betyder det, de giver sig ud for at betyde, eller om de har fået en ny mening. De taler jo egentlig ikke om noget, om ingenting. Og alligevel er disse ord, disse ingenting, alt, hvad de har, og han ville ønske, at der var hele ordbøger fulde af dem.”

“To sekunder i Byron Hemmings’ liv” er en fantastisk bog! Faktisk er det den bedste bog jeg har læst i år. Jeg var til sidst nødt til at finde på overspringshandlinger, for ikke at læse den færdig. Jeg er så ked af at den er slut nu – men sådan er det. og nu er jeg bare nødt til at anbefale den til alle jer.

Forfatter: Rachel Joyce
Oversætter: Charlotte Glahn
Udgivet: 2015
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sidetal: 362

En overraskende, hyggelig og vigtig bog!

Rikke K

Relaterede indlæg

Svar