Lige nu er jeg her

Lige nu er jeg her

“I nat var jeg hjemme hos en fra Tinder. Lige nu står jeg og venter på bussen ved Odenplan på vej til universitetet og et forløb i kunsthistorie.” Livet er kontrastfyldt, men samtidig flydende. Nogle gange går tiden nærmest i stå, og andre gange ser man tilbage og tænker hvor tiden dog blev af. Denne historie, handler om de store følelser, og vejen der til, men også alt ind imellem. Hverdagen der rammer og det sjov man prøver at have imellem alt det alvorlige. Den flygtige tid man har når man er ung, og tankerne omkring hvordan den skal bruges.

Jeg kan fra start ret godt lide bogen. Jeg synes den rammer ned i en samtid, som er lige nu og her, og som jeg i hvert fald selv kender til, møder, lever og oplever i periferien af andre mennesker og venner. Verden er tilgængelig, og det samme er alt hvad der dertil hører. Jeg tror at mange unge vil kunne spejle sig i vores hovedperson, og at det ikke er så vigtigt i hvilken by eller hvilket land du bor, så er tendensen for tiden den umiddelbart samme. Mange vil kalde det overfladisk og tilgængeligt, da vi har fået så mange valg, at der er få der koncentrere sig meget om noget længere tid af gangen. Umiddelbart og til tider kan den nye teknologi gøre meget for os, og vi kan som mennesker udvikle os på nogle andre områder og prøve ting vi ikke gjorde før. Det værste er bare, som der fint bliver beskrevet i denne bog, at der ofte også bliver shoppet rundt imellem ting, begivenheder og personer, her særdeleshed mænd.

Elise, vores hovedperson, bruger meget tid på at få tiden til at gå, og helst på en måde så hun ikke eksisterer, ånder og lever. Hun har det bedst uden minder og uden de store relationer. Hendes liv går i ring. Hun tager ud, drikker, tager stoffer, danser, sviper, tager til en mand, vågner, går til toget og venter. Repeat.

“Verden kan føles så overfladisk at man godt selv kan være i tvivl om hvem man er og hvad man laver lige her.”

Elise møder Victor som hun begynder at se lidt til. Hendes venner mener ikke hun skal ses med ham. “Deres råd er hårde, ufølsomme og forenklende.” Dog bliver hun kærester med ham, men snart kommer nye spørgsmål. Er han nok, er det nok, er hun nok, hvornår er nok nok og er verden nok? Alle disse spørgsmål og deres liv sammen bliver i brudstykker fortalt samlet og spredt og man føler hele tiden med Elise om hendes valg i livet, som samtidig er enkle og svære.

Fortællingen er en kontrastfyldt roman der stiller sig samfundskritisk omkring alle satelitterne, som fortæller os hvert sekund hvilke begivenheder vores venner har interesse i og hvilke personlige ting og billeder folk gerne vil have frem om dem selv. Alle er ens og ingen er forskellige og man kan finde ud af næsten alt om alle. Alt er ude, og samtidig gør dette alting nyt og spændende, men også så flygtigt, uinteressant og hurtigt at glemme igen. I en tid hvor der er så mange valg, kan man bruge ulidelig lang tid på at vælge, være i stilstand eller glide med, men hvad er egentlig det rigtige, og hvornår ved man at noget er rigtigt, samt de svære tanker om at gå fra et trin i sit liv til et andet, fra studerende til arbejdende, fra ung til gammel, fra single til kæreste.

Bogen er skrevet med humor, og filosofiske tanker omkring en verden som på den ene side samler sig og på den anden side glider længere fra hinanden. For i en verden hvor ingen mere ser det samme i tv, og hvor man hele tiden ved hvad andre laver, er, har været og er på vej hen, hvordan skal man så agere i forhold til hinanden, hvad skal man afsløre man ved om hinanden og hvor godt kender man egentlig folk. Bogen er skrevet i et vidst tempo, som kun understreger den ikke særlig dybe og nuancerede verden vi for tiden lever i.

Originaltitel: Just nu är jag här

Forlag: C&K Forlag

Antal sider: 275

Rikke H

Jeg er 25 år, og bor med min kæreste på Vesterbro i København. Jeg er folkeskolelærer på 3.år på en skole i Brønshøj.

Relaterede indlæg

Krigens logik

Krigens logik

Svar