Julemandens død

Julemandens død

Mine elever i 6. klasse fik selv lov at vælge højtlæsningsbog til julen. Jeg er selv fan af Kenneth Bøgh Andersen, og billigede derfor naturligvis deres valg. Jeg skulle måske liiiiige have læst den først.

 

Allerede i første kapitel bliver Julemanden på brutal vis myrdet. Stemningen er sat, og splat er temaet.

Jeg har nu fået læst hele bogen igennem, og jeg fortryder, at jeg ikke havde tid til at læse den igennem inden 1. december. Sikke en blodig affære!

Ungerne er vilde med det, og især drengene har virkelig taget historien til sig. Den bliver livligt diskuteret, og de glæder sig til dagens kapitel. Kapitlerne er delt ind i datoer. Den starter 1. december og slutter d. 24. december. Det passer lige med et kapitel om dagen.

Bogen starter som sagt med Julemandens død, og handler om opklaringen af mordet. Nissen Aruld Hildemar Torrilsøn III opsøger de sidste tre børn, som Julemanden har krydset af på sin artig-eller-uartig-liste, og tager dem med til Julemandens værksted i håb om at de kan hjælpe med opklaringen. Men det er bestemt ikke slut med døde nisser. Mordene er kun lige begyndt.

Kenneth Bøgh Andersens sprog er som altid både varieret, levende og underholdende. Han skriver med en god portion humor til at opveje uhyggen, og somme tider må jeg holde pause i oplæsningen, fordi jeg ikke selv kan holde op med at grine. Omvendt, er hans beskrivelser af blod og død så detaljerede, at jeg somme tider springer hele afsnit over, bare for at mine elever skal kunne sove om natten.

På trods af splat og død, synes jeg alligevel at bogen er anbefalelsesværdig – til det rette publikum.

Jeg vurderer at bogen henvender sig til et meget smalt publikum. Drenge i 13-16 års alderen vil have mest glæde af denne humoristiske julesplatter.

 

imageimageimageimage

Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen

Læst på dansk

Originaltitel: Julemandens død

Første sætninger: To citater:

“Gud er død” – Friedrich Nietzche.

“Julemanden er død” – Aruld Hildemar Torrilsøn III

 

Sara

Relaterede indlæg

Dracula – genfortalt

Dracula – genfortalt

Et eventyr – Stephen King

Et eventyr – Stephen King

Svar